Guldsmed hyldes for speciel service: Måtte ikke røre ved kones tykke finger
Det kan godt betale sig at yde god service.
Når Kai Mikkelsen fra Hammel vil se sin kone, Ingelise, er han nødt til at besøge et plejehjem. Sådan har det været i 10 år.
Som blot 59-årig måtte Ingelise flytte ind på Plejecentret Tinghøj, fordi hun var hårdt ramt af demens.
Forleden ringede personalet på plejecentret til Kai. Ingelises fingre var så opsvulmede, at hun ikke kunne få to ringe på den ene finger af.
- Jeg var derhenne med en bidetang for at klippe ringene over. Fingeren var mega tyk og øm og slet ikke til at komme til at røre ved. Jeg var bange for at komme til at gøre noget forkert, siger Kai Mikkelsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Besøg med særlig sav
Den 71-årige pensionist ringede derfor til guldsmed Claus Leth Pedersen for at høre, om han mod betaling ville køre hen til plejehjemmet og hjælpe med at få de to ringe af Ingelise hævede finger.
- Jeg har før købt nogle ringe til mine børnebørn i hans butik, så det var ham, jeg ville bruge, siger Kai Mikkelsen.
Inden længe var Claus Leth Pedersen at finde på plejehjemmet, hvor han fjernede de to ringe med en særlig sav.
Svært for far
Da Kai Mikkelsen ville snakke betaling, lød svaret, at det ikke var nødvendigt at finde pungen frem.
- Jeg har en aftale med byens plejehjem om, at de kan ringe, hvis nogle af de ældre har problemer med deres ringe, siger Claus Leth Pedersen til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Jeg ved godt, at de skal have fat i en sygehjælper og en sygetransport, hvis de ældre skal ind i butikken, og så er det da nemmere, at jeg kører hen til dem. De ældre har det også tit bedst der, hvor de er.
Ikke mere brok
Kai Mikkelsen og hans datter, Maria, besøgte torsdag Claus Leth Pedersen i hans butik i Østergade i Hammel. Med sig havde far og datter en lille gave til guldsmeden.
- Det er en super fin gestus af ham. Jeg bliver helt vildt rørt, fordi jeg ved, hvor svært det har været for min far at have min mor på plejehjem. Det er flot, at han kører ud til et plejehjem i hans arbejdstid, og så skal han ikke have noget for det, siger datteren, Maria Boris Mikkelsen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Kai Mikkelsen har skrevet et opslag om den specielle service i den lokale facebookgruppe, Hammel Info. Opslaget nærmer sig i skrivende stund 700 likes og hjerter - et sjældent antal tilkendegivelser i gruppen.
- Som regel er der kun folk, der brokker sig i Hammel Info, så jeg synes, jeg ville skrive en god historie, lyder det fra Kai Mikkelsen.
Glad helt ind i kroppen
Ifølge Claus Leth Pedersen har han taget en gratis tur til et plejehjem i Hammel omkring 200 gange.
- Der er nogen siger: "Det kan du ikke leve af", men jeg tror på, at det kommer igen i den anden ende. I dag kom der eksempelvis nogle kunder ind og sagde: "Tillykke med al opmærksomheden på Facebook", siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Det er kommet bag på guldsmeden, at så mange borgere i Hammel har reageret på Kai Mikkelsens opslag i den lokale facebookgruppe.
- Det bliver man glad for helt ind i kroppen. Jeg er virkelig rørt over alle dem, der har skrevet dem. Det er ikke med en bagtanke, at jeg gør det. Det er ikke for at få feedback. Jeg tænker bare, at det er nemmere, jeg kommer ud, end det er at bugsere de ældre ned til mig, siger Claus Leth Pedersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Claus Leth Pedersen har haft sin egen guldsmedebutik i Hammel i otte år.
Alternativet til at få en guldsmed til at fjerne en ring er ofte et besøg på skadestuen.