Nægter at betale regning for valgplakater: Retssag måske på vej

Lars Boje Mathiesen vil ikke betale regningen for de valgplakater, som Aarhus Kommune mener, han hængte ulovligt op. Nu ender det måske i en fogedsag.

Lars Boje Mathiesen er utilfreds med, at han skal betale bøder for de valgplakater, der kun hang 5-10 cm. for lavt. Foto: Screendump fra Lars Boje Mathiesens Facebook

Under valgkampen havde Aarhus Kommune store problemer med politikere, der hængte valgplakater ulovligt op. De cirka 1.000 plakater blev pillet ned på kommunens regning, og efterfølgende har Aarhus Kommune sendt regningen videre til politikerne og partierne.

I kan tro nej... Kære Aarhus Kommune. Jeg lader mig sgu ikke tryne.

Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige, Folketingsmedlem

Men ikke alle har betalt regningen. Et parti og to enkeltkandidater mangler fortsat at betale.

- Nu tager vi lige en snak med de sidste, som mangler at betale. Så må vi på et tidspunkt trække en streg i sandet og se, hvad vi så gør. Vi er relativt tæt på den streg nu, siger driftschef i teknik og miljø, Kim Gulvad Svendsen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Nu kommer regningen for at smøle med valgplakater

00:51

VIDEO: Vi har tidligere fortalt, at regningerne var på vej til de politikere, der ikke havde betalt for deres ulovlige valgplakater. Indslaget her er fra 14. juni 2019.

Luk video

På sin Facebook-profil har Lars Boje Mathiesen (NB) bekræfter overfor TV2 ØSTJYLLAND, at han ikke har tænkt sig at betale. Sagen er blevet principiel for ham.

- Hvis plakaterne er til fare for trafikken, er det helt fair, og så skal jeg selvfølgelig nok betale. Men i et af de tilfælde, jeg har fået dokumentation for, hang plakaten kun 5-10 centimeter for lavt, og så mener jeg ikke, det er til fare for trafikken, siger Lars Boje Mathiesen.

- Kommunen skal advisere os, og så har vi 24 timer til at fjerne plakaten eller hænge den lovligt op. Hvis vi ikke gør det, så må de tage dem ned og sende en regning. Men jeg har ikke fået nogen advisering, siger Lars Boje Mathiesen. 

Kommunen skal også følge reglerne, og jeg har ikke tænkt mig at give mig.

Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige, Folketingsmedlem

Ifølge Lars Boje Mathiesen skyldte han oprindeligt 3.000 kroner, men efter det, som Lars Boje Mathiesen i et Facebook-opslag kalder trusler fra Aarhus Kommune om inkasso, foged osv., er beløbet nu på 6.000 kroner.

Læs også Antallet af ulovlige valgplakater tredoblet

- Det letteste for mig ville bare være at betale de her penge. Men for mig er det blevet principielt. Hvis kommunen får ret, er der et problem med den måde, loven er indrettet på. Kommunen skal også følge reglerne, og jeg har ikke tænkt mig at give mig, siger Lars Boje Mathiesen til TV2 ØSTJYLLAND.

02:10

VIDEO: Tre gange så mange ulovlige valgplakater som normalt blev pillet  ned i Aarhus Kommune, og generelt havde politikerne svært ved at overholde reglerne for plakaterne. Indslaget er fra 14. juni 2019.

Luk video

- Jeg synes, de prøver at tryne os. Jeg vil ikke behandles dårligere, bare fordi jeg er gået ind i politik. Samtlige partier i Aarhus har haft massive problemer med det her, men i de andre kommuner har de godt kunnet finde ud af at advisere os, siger han.

Næste skridt kan være fogedsag

Kim Gulvad Svendsen bekræfter overfor TV2 ØSTJYLLAND, at næste skridt kan være en fogedsag. Det betyder, at de politikere, der nægter at betale, kan blive tvunget til det efter en retssag i fogedretten.

- Vi skal finde ud af, om vi kan køre en form for fogedsag. Vi skal også finde ud af, hvad det er for beløb, vi diskuterer. Hvis det er fem plakater, så skal man måske tage stilling til, om det er omkostningsbevidst at køre sagen, siger Kim Gulvad Svendsen.

Ud fra hvad Lars Boje Mathiesen giver udtryk for, så har han en anden opfattelse af tingene end vi har.

Kim Gulvad Svendsen, driftschef, teknik og miljø, Aarhus Kommune

Lars Boje Mathiesen er ikke bange for en eventuel retssag mod Aarhus Kommune.

- Det vil jeg da se frem til. Så kan vi få belyst den her sag. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg får ret. Men hvis kommunen får ret, så skal vi have kigget på loven, siger Lars Boje Mathiesen.

Været i dialog med politikerne

Driftschefen oplyser, at de flere gange har været i dialog med politikerne for at få dem til at betale. I begyndelsen var der mange, der ikke ville betale, men nu er der altså kun et par stykker tilbage.

Læs også 'Vildt mange ulovlige valgplakater': Disse fire partier er værst

Han understreger, at de blot skal have dækket deres udgifter, og at det ikke er en straf til politikerne.

- Ud fra hvad Lars Boje Mathiesen giver udtryk for, så har han en anden opfattelse af tingene end vi har. Vi vil prøve igen at høre, om det 100 procent er hans holdning, han giver udtryk for nu.

02:48

VIDEO: Politikerne glemte også lidt for ofte at fjerne de plastikstrips, som holder plakaterne. Og det er simpelthen for dobbeltmoralsk, lyder det fra borgerne. Indslaget er fra 11. juni 2019.

Luk video

Lovgivning skal forbedres

Frem mod næste valg vil Kim Gulvad Svendsen havde undersøgt, om man kan gøre lovgivningen mere smidig og lettere at håndhæve, så man ikke igen havner i sådan en situation.

Læs også DF'er kritiserer valgplakater med arabisk skrift - det er der dog ét problem med

En af grundene til de mange ulovlige valgplakater ved dette valg var, ifølge driftschefen, at der blev afholdt både Europaparlamentsvalg og Folketingsvalg med kort mellemrum.

- Det blev noget mere kaotisk. Plakaterne fra Europaparlamentsvalget blev ikke taget ned, inden Folketingsvalgsplakaterne skulle op, så det gjorde at der blev kamp om de gode pladser. Vi har ikke tidligere haft så mange plakater som hang uforsvarligt, siger Kim Gulvad Svendsen til TV2 ØSTJYLLAND.