Skal du til julefrokost - her er 'reglerne' alle bør kende
Sådan undgår du at vågne op med moralske tømmermænd efter firmafesten.
Denne artikel er tidligere udgivet på tv2.dk i december 2017.
___
I denne weekend går vi ind i den officielle julefrokostmåned.
Mens der bliver svunget fed mad og våde varer over bordene på mange arbejdspladser, så skal talegaverne og den gode opførsel på prøve.
For hvordan sikrer du, at du og kollegaerne får den bedst mulige aften?
Så meget må du drikke
For de fleste hænger julefrokost automatisk sammen med rødvin, snaps og mere snaps.
Men alkoholindtaget er blevet blæst op, mener Gitte Hornshøj, der er ekspert i takt og tone.
- Det er en del af julefrokosten, men vi har hypet det så meget, at man kun har været til julefrokost, hvis man har tømmermænd i tre dage efter, siger hun og fortsætter:
- Så man kan sagtens drikke, men man behøver ikke at blive helt væk, og man kan godt sige skål uden at drikke sig helt i hegnet.
I forbindelse med alkohol er det også vigtigt at huske, at man naturligvis ikke skal køre bil, når man har drukket. Ryger der et enkelt glas rødvin ned til maden, kan du dog godt tage bilen hjem senere på aftenen. Tjek hvor længe din brandert varer her.
Utroskab og flirteri
Det er ikke unormalt at høre om utroskab og kys i kopirummet, når snakken falder på julefrokost.
Men at tale så meget om mulig utroskab, gør at det nærmest bliver forventet, fortæller Gitte Hornshøj.
- Der bliver bygget meget op om kopirummet, og om, hvor mange der er utro. Det er ikke sandhed. Faren lurer, fordi vi selv italesætter den.
Når det kommer til flirteriet, skal man bare slå sig løs – hvis man er single.
- Hvis man er single, så skal man endelig bare flirte løs, men man skal bare huske på, at det ikke er alle, der er i den samme båd, siger Gitte Hornshøj.
Hvis man er forelsket i en fra arbejdspladsen, råder hun dog til, at man håndterer det i løbet af året og ikke til julefrokosten.
De gode samtaler
Når man har styr på de personlige grænser og hvor meget alkohol, der skal indtages i løbet af aftenen, er der faktisk et andet meget vigtigt ansvar, man skal tage til julefrokosten: Den gode samtale med de kolleger, man kender mindre godt.
- Nogle kommer til fest og regner med at blive underholdt, og det duer ikke. Man skal selv tage ansvar og sørge for at snakke med så mange som muligt.
Julefrokosten er en kærkommen lejlighed for at møde de kollegaer, man ikke normalt taler med.
Derfor går Gitte Hornshøjs råd på, at man selv skal sørge for at være en interessant bordherre eller -dame ved selv at byde ind med samtaleemner og et åbent sind.
Her er Gitte Hornhøjs råd til den gode julefrokost med kollegerne.
___
GODE RÅD TIL JULEFROKOSTEN
1 - Kom med et åbent sind
Det handler om at ville den her fest, om at glæde sig og vise det, fortæller Gitte Hornshøj.
- Du skal ikke sætte sig ind i hjørnet med krydsede arme. Man skal ikke tage til fest, hvis man ikke magter det, siger hun.
Som gæst skal du selv tage ansvar for at byde ind med noget.
- Nogle kommer til fest og regner med at blive underholdt, det duer ikke. Man skal selv tage ansvar og sørge for at snakke med så mange som muligt.
Du skal ikke kun holde dig til dine egne - til de kollegaer du allerede kender. Julefrokosten er den oplagte mulighed for at få talt med dem fra firmaet, du sjældent ser.
- Hav en sund interesse og nysgerrighed, og spørg dem eksempelvis om, hvad de laver her i firmaet, råder Gitte Hornshøj.
2 - Tal ikke om arbejde
Når I er bænket, og snakken går omkring bordet, er der visse emner, det er bedst at undgå. Det vigtigste er, at I ikke taler om arbejdet.
- Det giver god mening at interesse sig for andre ting end arbejde, hvor skal man holde jul, eller hvordan det går med børnene, siger Gitte Hornshøj.
Udover det anbefaler hun også, at man holder sig fra at tale om sex, religion og politik.
3 - Lad være med at drikke dig plakatfuld
Alkohol er en del af vores julefrokostkultur, og et par glas hjælper os med at "sænke skuldrene", forklarer Gitte Hornshøj.
Men lad være med at drikke dig fuldstændig i hegnet, råder hun.
- Du ender med at blive rigtig træls, så tag det helt roligt. Hvis du selv synes, du skal bunde hver gang, så kan det kun gå galt.
4 - Pak mobilerne væk
Mobilen skal ifølge Gitte Hornshøj pakkes væk i alle sociale sammenhænge:
- Vi skal få nærværet ind i årets julefrokost, for vi er i en tid, hvor folk brænder sammen og glemmer at more sig og være der for hinanden. Så lad mobilen blive i tasken.
En idé kan være, at arrangøren starter ud med at opfordre til, at julefrokosten er mobilfri. Også for at skåne sig selv og sine kolleger for at komme til at forevige uheldige episoder.
- Der er alligevel heller ingen, der mandag morgen synes, det er sjovt at se et billede af sig selv i en mærkelig situation, siger Gitte Hornshøj.
5 - Scor din kollega en anden dag
Hvis man er forelsket i en fra arbejdspladsen, råder Gitte Hornshøj til, at man får styr på følelserne et andet tidspunkt på året.
Man må dog stadig gerne slå sig løs og flirte, særligt hvis man er single.
- Man skal bare huske på, at det ikke er alle, der er i den samme båd, siger Gitte Hornshøj.
Hun mener også, at samtaler om julefrokoster alt for ofte lander på utroskab. Men tanker om kys i kopirummet opstår, fordi det i alt for høj grad bliver italesat som normalt. Så lad være med det, råder foredragsholderen.