Ung mand fængslet i sag om stribevis af brande
En 17-årig mand er fredag eftermiddag varetægtsfængslet i fire uger mistænkt for at stå bag flere tilfælde af brandstiftelse i området ved Lupinvej og Resedavej i Silkeborg.
En 17-årig mand fra Silkeborg skal holde både jul og nytår bag tremmer.
Det ligger fast, efter han fredag efter blev varetægtsfængslet frem til den 2. januar i et grundlovsforhør. Han er sigtet for hele 25 brande i området ved Lupinvej og Resedavej i Silkeborg.
- Han erkendte et af forholdene, men han nægtede at have noget med de øvrige at gøre, siger anklager Katrine Melgaard til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun fortæller, at den 17-årige ikke kærede varetægtsfængslingen.
Flere gerningsmænd
Den 17-årige blev anholdt fredag morgen i forbindelse med en stor politiaktion rettet mod ti adresser i Silkeborg.
Ifølge anklageren arbejder Midt- og Vestjyllands Politi ud fra en formodning om, at flere personer fortsat er på fri fod i sagen.
I perioden fra den 6. oktober 2019 til den 10. november 2019 har der været 25 tilfælde af påsatte brande i området ved Lupinvej og Resedavej i Silkeborg. Det er altså dem, som den unge mand mistænkes for at stå bag.
Lettelse i området
Anholdelsen af den 17-årige har skabt lettelse i området.
- De her brande har jo betydet, at beboerne her har været meget utrygge over, hvornår den næste brand mon kommer. Og det gør jo, at nu kan vores beboere sover lidt mere roligt om natten, siger Joan Nielsen, der er formand for beboerforeningen Afdeling 18, ABB Silkeborg, på Resedavej til TV MIDTVEST.
- Jeg synes, det er en enorm lettelse, at der er nogle anholdte i sagen. Men samtidig synes jeg også, det er trist, hvis det er en 17-årig, der har rendt rundt og sat ild og gjort vores beboere så utrygge, som de har været, siger beboerforeningsformanden og fortsætter:
- Jeg håber jo, de har anholdt, den der har gjort det – at det er det rigtige, det de har gjort, og det vil tiden jo så vise. Og er det den 17-årige, der har antændt ild, så er sagen forhåbentlig afsluttet, og vores beboere kan være trygge igen, siger hun.
Overvågning eller ej?
De mange brande har skabt bekymring i området, og både ved Lupinvej og på Resedavej har beboerne på ekstraordinære møder stemt om, hvorvidt de ville have sat overvågning op i området.
På Resedavej stemte beboerne nej til overvågning, mens beboerne på Lupinvej i mandags stemte ja til at få sat kameraer op på udvalgte steder. Afstemningen på Lupinvej skal dog gå om grundet en fodfejl, og der har været delte meninger om kameraerne.
Én af de beboere, der skulle afgive sin stemme på Lupinvej mandag aften, var Svend-Aage Bang Pedersen, der er træner og formand i den lokale sportsklub og har boet i boligområdet i 26 år.
- Jeg er både for og imod. Jeg kan godt forstå, at der er nogle der er utrygge, men min personlige holdning er, at vi overvåger nok, og at man i stedet skulle gøre noget for de unge mennesker. Der sker jo ingenting, og måske man skulle starte noget, der kunne tage hånd om dem, så de ikke går og keder sig og laver ballade, sagde han mandag til TV2 ØSTJYLLAND.
Selv føler han sig ikke utryg i området:
- Jeg synes, det er træls, og at det er gået fuldstændigt over gevind med de brande. Men jeg føler mig ikke utryg, for jeg har boet her i 26 år, og jeg kender dem, der bor her, og det er søde og rare personer, sagde Svend-Aage Bang Pedersen.