Borgere demonstrerer endnu engang – frygter sygehus lukker og slukker
Opbakningen til Ulrich Fredberg var torsdag krydret med en hel del bekymring for hele Silkeborg sygehus' fremtid.
Sagen om overlægen Ulrich Fredbergs fyring fra Regionshospitalet Silkeborg bliver ved med at trække dybe spor.
Her til eftermiddag protesterede utilfredse politikere, borgere og tidligere kolleger endnu engang mod det, de mener, er en uberettiget fyring.
- Det er da for dårligt, at man jager sådan en god mand væk, siger Kirsten Jacobsen, der demonstrerede torsdag.
Med dagens demonstration fulgte krav om blandt andet genansættelse af den meget omtalte overlæge.
Og så kræver de fremmødte også, at man afskediger den hospitalsledelse, som 29. april fyrede Ulrich Fredberg i en sag, hvor en række patienter ikke er blevet tilbudt den rigtige skanning for lungekræft.
- En personalesag kan løses, hvis ledelsen også lytter, siger initiativtager på demonstrationen ’Støt Silkeborg Sygehus’ Teresa Jørgensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Dagens aktion var centreret omkring en underskriftsindsamling med fokus på fire krav.
Underskriftsindsamlingen har fokus på fire krav:
01
At Ulrich Fredberg tilbydes genansættelse.
02
At Ulrich Fredberg tilbydes genansættelse.
03
At der tilføres tilstrækkelige midler til sygehusets vedligehold og udbygning.
04
At hospitalsledelsen og koncerndirektøren med hospitalsansvar afskediges på grund af konfliktskabende håndtering.
Handler om mere end fyring af Fredberg
Demonstrationen er endnu en markering af utilfredsheden af fyringen af Ulrich Fredberg, men for dagens demonstranter handler fyringen ikke kun om en enkelt person.
Det handler også om frygten for, at byen på sigt helt mister Regionshospitalet i Silkeborg.
- Jeg har på fornemmelsen, at nogen godt kunne tænke sig det, siger Kirsten Jacobsen, der demonstrerede torsdag.
Initiativtageren mener ikke, at Fredberg-sagen, som også var en del af demonstrationen, kommer til at overskygge demonstranternes større kamp om at bevare sygehuset i Silkeborg.
- Jeg kan slet ikke forestille mig, at en kommune med så mange indbyggere ikke skal have et sygehus, som er blevet udnævnt og udråbt som noget af det bedste vi har i Danmark hele syv gange, siger Teresa Jørgensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Hovedpersonen selv er ikke bange for at stå i vejen for det overordnede budskab om godt sygehus i byen.
- Jeg tror, jeg bliver et symbol på sygehuset, og at af den opbakning der er til mig, er hovedparten en opbakning til sygehuset, siger Ulrich Fredberg til TV2 ØSTJYLLAND.
Regionrådsformand: Sygehuset er ikke lukningstruet
Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) afviser i dag kategorisk overfor TV2 ØSTJYLLAND, at regionen har planer om at lukke Silkeborg Sygehus.
Han opfordrer også borgerne til at undlade at blande sig i regionens personalesager.
Læs også:
- Jeg synes, det er ærgerligt, at man bruger sin energi på, at nogen skal fyres. Jeg mener, at al den snak om fyringen og genansættelse skal stoppe nu, siger Anders Kühnau til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Jeg er optaget af, at hospitalet i Silkeborg udvikler sig. Derfor har jeg fremlagt en 15 års udviklingsplan for Regionshospitalet Silkeborg, og Regionsrådet har lige netop tilsluttet sig, at vi skal satse på at udvikle hospitalet i Silkeborg, siger han.