Færre teenagere bliver mødre i Østjylland
Færre af de helt unge piger bliver mødre, viser tal fra Danmarks Statistik. Men i Østjylland er det fortsat i Randers, at flest teenagere får børn.
409 teenagepiger blev mødre i 2018. Et historisk lavt tal, viser data fra Danmarks Statistik. I 1973 var det til sammenligning 4.708 teenagere som blev mødre.
- Antallet af unge mødre er med undtagelse af få udsving faldet støt de seneste 45 år, konkluderer Dorthe Larsen fra Danmarks Statistik.
Ser man på de 409 teenagere som fødte et barn i 2018, så er der imidlertid nogle mønstre i forhold til, hvor mødrene bor henne.
Især det vestlige Sjælland og Lolland Falster er hjemsted for mange teenagemødre, men også i Randers Kommune er der flere teenagere, som føder børn.
Opdagede graviditet kort før fødsel
Én af dem er Freja Vindum Mogensen, der i 2017 blev mor som 18-årig. Freja opdagede først i 7. måneder af graviditeten, at hun ventede sig, og abortgrænsen var derfor for længst overskredet. Da Freja finder ud af, at hun er gravid, går hun i 3. g på Randers Statsskole og er på ingen måde forberedt på at blive mor.
Hendes liv består af gymnasie-opgaver, fester og drømme om fremtidige rejser og uddannelse. Men virkeligheden bliver en anden, da hun i december 2017 føder sin datter kort før den store skriftlige projektopgave i 3. g.
Freja Vindum Mogensen var i den heldige situation, at hendes forældre og bedsteforældre kunne passe barnet, mens hun var i skole og på den måde lykkedes det hende, at blive student sammen med resten af klassen.
Færrest i Silkeborg
Om det er gået lige så godt for de øvrige 133 18-årige, som blev mødre i 2017, afslører tallene ikke noget om. Men de kan fortælle noget om, hvorhenne teenagemødrene bor.
De seneste ti år har antallet af teenagemødre målt i forhold til antallet af teenagere i Østjylland været størst i Randers, Horsens og Norddjurs Kommuner.
Omvendt har der i gennemsnit over de seneste ti år været færrest teenagemødre i Silkeborg, Favrskov og Skanderborg Kommuner.
Særlige tilbud
I Randers Kommune er der specifik hjælp til unge mødre. Kommunen har i seks vuggestuer 16 pladser til de unge mødre, hvor de kan komme med deres børn og få hjælp og rådgivning til livet som forælder.
Formålet er, at støtte teenage moderen i sin nye rolle som mor og arbejde på at skabe positive relationer mellem barnet, moderen og faderen.
Projektet 'Ung gravid - Hvad nu?' har eksisteret i Randers siden 1993.