Psykisk syge føler sig svigtet i finansloven
I valgkampen fik psykiatrien løfte om flere penge. Hvad bliver der af dem?, spørger patienter og læger.
Mennesker med depressioner eller andre alvorlige psykiske sygdomme kommer for sent i behandling med fare for, at de bliver endnu mere forpinte.
Andre indlægges, men udskrives inden de er raske, fordi en anden patient har brug for deres seng.
Under valgkampen blev psykisk syge lovet, at psykiatrien skulle løftes økonomisk.
Skuffende
Alligevel spejder de forgæves efter penge i det udspil til finansloven, som regeringen har præsenteret.
- Hele vejen rundt i valgkampen lød det fra politikerne, at psykiatrien i den grad skulle tilføres flere penge, og at man ville tage fat nu, siger Knud Kristensen, formand for foreningen Sind.
- Konkret lovede Socialdemokratiet et løft på en halv milliard kroner om året, så vores forventninger var store. Det siger næsten sig selv, at vi er skuffede,
Under valgkampen lovede Socialdemokratiet desuden en tiårs plan for psykiatrien. Det blev fulgt op efter valget, hvor regeringen indgik en aftale med Danske Regioner om at igangsætte arbejdet.
Men i forslaget til finansloven er der ikke afsat penge til planen, ligesom der ikke er noget løfte om flere penge her og nu.
Det bekymrer overlæge Gitte Ahle, der er formand for Dansk Psykiatrisk Selskab.
- Hvis vi skal stoppe den deroute, som er i psykiatrien, så skal vi have en saltvandsindsprøjtning. Først og fremmest er der brug for penge til flere sengepladser.
- Alt for mange af vores patienter når aldrig at få ro i hovedet, før vi må udskrive dem til et ambulant tilbud, som ikke er gearet til at tage sig af så syge mennesker, siger Gitte Ahle.
Hun peger på, at der mangler mindst 400 sengepladser.
Enhedslisten kæmper
I foreningen Bedre Psykiatri konstaterer formand Knud Aarup, at det er svært ikke at føle "en umiddelbar skuffelse".
- Med al den gode snak, der var i valgkampen, så havde jeg håbet på noget mere, siger han.
Slaget er dog ikke tabt endnu. Når forhandlingerne begynder i næste uge, vil Enhedslisten, der er et af regeringens støttepartier, møde med et krav om en ekstra milliard øremærket psykiatrien.
Psykiatriordfører Peder Hvelplund siger, at partiet ingen ultimative krav stiller, men at det er et højt prioriteret krav.
- Vi ved, at over halvdelen af lægerne må udskrive patienter, som fortsat burde være indlagt. Det kan vi ikke byde nogen, og derfor skal der ske noget nu.