Ikke flere skud, eksplosioner og lavthængende fly: Stor øvelse er slut
De seneste 10 dage har den store øvelse med specialstyrker rullet hen over landet. Nu er den overstået.
Du har måske lagt mærke til det. Masser af militære helikoptere, fly, skud og brag. De seneste 10 dage har den store øvelse med navnet Night Hawk udspillet sig rundt omkring i landet.
Øvelsen, som ifølge en pressemeddelelse fra Forsvaret, har trænet "anvendelse og indsættelse af Specialoperationsstyrker fra både Danmark og udlandet" er nu slut - i øvrigt med stor succes, bemærkes det.
Ikke så mange ekstra henvendelser
Midt- og Vestjyllands Politi fortalte tidligere på ugen til TV2 ØSTJYLLAND, at folk hellere måtte ringe en gang for meget end en gang for lidt, hvis man oplevede noget, som kunne have relation til øvelsen.
Det har dog ikke givet anledning til rødglødende telefoner hos politiet. Det fortæller vagtchef Ole Banghøj, Midt- og Vestjyllands Politi.
- Nej, vi har ikke fået mange henvendelser. Men vi har fået nogen, konstaterer han.
Glad generalmajor
Hos Forsvaret er generalmajor Peter Boysen tilfreds med øvelsen.
- Jeg kan med stolthed sige, at vi har opnået langt de fleste opstillede træningsmål for både danske og udenlandske enheder. Målet med øvelsen var integration af luft, land og maritime elementer i et scenarie med hybride trusler, hvilket har krævet stor koordination mellem flere landes specialoperationsstyrker. Det mål er nået, lyder det i pressemeddelelsen.