Skud, eksplosioner og overflyvninger: Specialtropper øver ved Silkeborg

En større militærøvelse er denne weekend i gang ved Silkeborg og Kjellerup. Flere borgere har allerede oplevet at have skud, eksplosioner og overflyvninger tæt på.

Den store Night Hawk-øvelse, der udspiller sig flere steder i Danmark, kan denne weekend også komme til at skabe uro i området ved Kjellerup og Silkeborg.

Midt- og Vestjyllands Politi opfordrer til, at beboere i området tolererer de forstyrrelser, der måtte være.

Det fortæller vagtchef Anders Bøje Hansen lørdag aften til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er 2500 specialtropper fra 13 lande, der i denne uge er til øvelse i Danmark til det, der ifølge Forsvaret er den til dato største nordeuropæiske specialoperationsøvelse.

I forbindelse med øvelsen vil beboere i området omkring Kjellerup og Silkeborg kunne høre skud og eksplosioner, ligesom militære køretøjer vil kunne ses på vejene.

- Vi har også fået henvendelser fra borgere, der har oplevet overflyvninger af militærfly, siger Anders Bøje Hansen.

Lavere end normalt

Flyene flyver lavere end normalt, men ikke lavere end de må, oplyser han. Andre borgere har ringet ind, fordi de har kunnet se soldater springe ud i faldskærm.

Lørdag aften er der aktivitet i det nordlige Silkeborg, i området omkring Kejlstrupvej og Nørreskov Bakke. Der vil der blandt andet blive sprængt nogle vægge.

- Det kan godt larme, så naboerne kan føle sig generet af det, siger Anders Bøje Hansen.

Også i den sydvestlige del af Kjellerup vil man i byens industriområde kunne opleve usædvanlig militæraktivitet.

- Der vil ikke nødvendigvis være kæmpestore kampvogne, men der kan godt være en masse forskellige militærkøretøjer og militærfolk rundt om på vejene. Der vil være noget skyderi og nogle sprængninger af forskellig slags, siger Anders Bøje Hansen.

Borgere, der måtte opleve uro eller larm i området, bedes bære over med det.

Har du billeder eller videoer af øvelsen, så send dem endelig til TV2 ØSTJYLLAND på redaktion@tv2oj.dk. Skriv gerne, hvor og hvornår de er taget.