Travlhed og vikarer rammer Niels – frygter han mister evnen til at gå
Niels Munk er udviklingshæmmet og bor på et bosted i Hadsten. Her oplever hans pårørende, at et presset og skiftende personale har stor betydning for hverdagen.
For 10 år siden måtte Anders Munk tage en hård beslutning. Hans voksne søn, Niels Munk, med Downs syndrom var nødt til at flytte hjemmefra. I dag bor den 58-årige søn på bostedet Elbæktoften i Hadsten.
Men hver weekend er han hjemme ved forældrene i Hammel. Noget der kun kan ske, hvis Niels Munk fortsat kan komme op af kørestolen og gå.
- Vores hjem er ikke kørestolsvenligt, så det er altafgørende, at Niels fortsat kan gå. Ellers kan han ikke komme hjem længere, siger Anders Munk til TV2 ØSTJYLLAND.
Desværre har faren oplevet, at der bliver trænet mindre med Niels Munk på bostedet end tidligere.
Han frygter for konsekvenserne.
'Lukker helt ned'
- Personalet sætter ham bare i kørestolen, og så kører de rundt med ham. Det får han jo ingen træning af. Vi kan se, at han får det ringere. Han får ikke den træning, som han har brug for, siger Anders Munk.
Ud over de fysiske udfordringer så mener faren også, at Niels Munks humør påvirkes af tingenes tilstand på bostedet.
For her – ligesom på andre bosteder – er der skiftende personale og mange vikarer. Det gavner ikke Niels Munk.
- Når han ikke kender folk, og de ikke kender ham, så ved de ikke, hvordan de skal tage ham. Og hvis det ikke er et kendt ansigt, så lukker han helt ned. Han sætter sig simpelthen til at sove, fortæller Anders Munk.
Et generelt problem
Hos foreningen LEV, som kæmper for at forbedre forholdene for mennesker med udviklingshandicap, er det et generelt problem med mange vikarer på området.
- Det er et stigende problem, for sådan har det ikke altid været. Jeg hører det både fra Favrskov og andre kommuner, siger formanden for LEV Favrskov/Skanderborg, Lone Thykær, til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun ærgrer sig meget over udviklingen.
- Det er skammeligt og trist, for det er rigtig dejlige mennesker at være sammen med, siger formanden.
Negative historier og kamp om pædagoger
Lone Thykær tror, at negative historier fra bosteder og en kamp om de dygtige pædagoger er de største udfordringer.
- Jeg kunne godt tænke mig, at vi satte os sammen og fik lavet en plan for at få den gode stemning tilbage.
Kommune mener ikke, der er et problem
Onsdag aften var formanden for Social- og Sundhedsudvalget i Favrskov Kommune, Grethe Villadsen (S), i TV2 ØSTJYLLAND's tv-studie for at snakke om sagen. Hun afviser dog, at Favrskov Kommune har problemer med at ansætte personale til bosteder.
- I Favrskov har vi faktisk ikke haft udfordringer i forhold til at ansætte folk på vores bosteder. Så jeg vil opfordre faren (Anders Munk red.) til er at tale med ledelsen på det pågældende bosted, og hvis ikke det hjælper, så skal han tage den med vores handicap- og psykiatrichef, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
- Anders Munk har oplevet det her, og det er selvfølgelig reelt. Det er et rigtig stort problem, hvis der har været skiftende ansigter. Men jeg ved, at det ikke er et generelt problem i kommunen.
Men formanden for LEV Favrskov/Skanderborg siger jo også, at hun har set, at flere beboere har oplevet problemet. Men det siger du så, ikke passer? Anerkender du det ikke?
- Jeg anerkender det bestemt. Men så skal vi jo vide det, for vi har ikke haft problemer med at få ansat folk. Vi kan godt have haft flere vikarer inde for eksempel under corona-tiden – det tænker jeg, vi har haft. Vi indkalder jo for eksempel vikarer ved sygdom – og der kan jo også have været mere sygdom under corona, siger Grethe Villadsen.
Men når faren siger, at sønnen får for lidt træning for eksempel – er det så, fordi den hjælp, der er, er for dårlig? For noget er der jo galt, kan vi høre.
- Det er jo bekymrende. Hvis han er visiteret til et eller andet træning, og han ikke får det, han skal, så skal han tage det op med bostedets leder med det samme.
Har de samme rettigheder
Under alle omstændigheder ser Anders Munk gerne, at der bliver sat flere penge af på området.
Han drømmer om, at sønnen får en god sidste tid.
- Niels er jo mongol, og vi er nødt til at være realistiske omkring, at han ikke bliver så gammel. Så vi skal få det bedste ud af tiden, siger Anders Munk.
Men ville det så ikke være bedre at bruge ressourcer på nogle af de ældre, som vil blive ældre?
- Nej, for Niels har lige så mange rettigheder som alle andre.