Skuffet borgmester: - Troede sejren var 'home safe'
Nils Borring (S) har tabt borgmesterposten i Favrskov efter 12 år på posten.
Nils Borring fra Socialdemokratiet har tabt magten i Favrskov Kommune efter 12 på borgmesterposten.
Socialdemokratiet fik ellers 35,6 procent af stemmerne, men en aftale mellem Konservative, Venstre, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti gjorde Lars Stougaard fra Konservative til ny borgmester i kommunen.
Aftalen kom først i hus aftenen efter valget, og det er en skuffet borgmester, der snakkede med TV2 ØSTJYLLAND efter offentliggørelsen af den nye konstituering.
- Det er lidt vemodigt, kan man sige. Jeg er vild med arbejdet, og det er jo derfor, borgmestre sidder så længe, som de kan. Det er vildt spændende arbejde, og jeg ville egentlig gerne selv have defineret, hvornår jeg stoppede, men sådan er det, siger Nils Borring.
Troede den var hjemme
Den nu afgående borgmester fortæller, at han nu skal til at overveje, om han skal gå på pension efter det tabte valg. Han er selv overrasket over, at det ikke endte med et genvalg.
- Jeg havde tænkt, at selv med et borgerligt flertal, så ville de pege på mig. Jeg havde sådan set tænkt, at den var "home safe", som det hedder på nudansk, siger Nils Borring.
Den afgående borgmester mener, at de andre partier ikke har overholdt deres aftaler.
- Vi havde en aftale om, at selv med en spinkel føring til blå blok, så ville de konservative pege på mig, og det er så den, de ikke lever op til, men det lærer man også af, siger Nils Borring.
Læs også:
På trods af skuffelsen ser Nils Borring nu også frem til en mindre stressende hverdag.
- Jeg har taget en del på i de 12 år. Den gang var jeg en lille spirevip, der kunne løbe maraton, så måske kommer jeg til at løbe langt igen. Jeg kommer også til at læse bøger og bruge tid med min familie. Det kommer til at give mig en masse frihed, siger han.