Godt nyt til bilister: Ringvej står færdig med fire spor
Torsdag åbnes Schüttesvej i Horsens endelig helt for bilister igen. Det skriver Horsens Kommune i en pressemeddelelse.
Vejen har siden september sidste år flere gange været spærret, ligesom vejen i lange perioder har været indsnævret og hastighedsgrænsen sænket, for det horsensianske knudepunkt har gennemgået den helt store opgradering det seneste år.
Klimasikring, kloakrør og sporudbyggelse
Dæmningen og slusen under Schüttesvej har været stærkt udfordret af store mængder regnvand.
Derved steg vandstanden i Bygholm Sø, der grænser op til vejen, til så højt et punkt, at Sydøstjyllands Politi frygtede for et digekollaps.
Derfor er en væg af jern, kaldet en spuns, blevet rammet ned i jorden langs Bygholm Sø og Schüttesvej. Spunsen gør, at vandet i søen kan stige op til 90 centimeter over det normale - uden problemer for vejen eller for boligerne i nærheden.
Dertil er der blevet etableret en ny sluse under vejen, der måler vandstanden og automatisk styrer, hvor meget vand der lukkes ud i Bygholm Å.
Sidst, men ikke mindst, er der blevet udført et omfattende kloakarbejde. Store kloakrør skulle nemlig graves 3,5 meter ned i jorden.
Schüttesvej er en af de mest trafikerede veje i Horsens. Det blev derfor af Horsens Kommune besluttet, at vejen skulle udbygges til fire spor.
Flere ændringer på vej
Gennem det seneste års tid har vejen altså været igennem en gennemgående renovering, hvor der både er blevet klimasikret, udvidet og påført nye kloakrør.
Men fra torsdag skal det være slut med afspærringerne, og man kan nu atter benytte hele ringvejen. Dog vil der være en nedsat hastighed på Schüttesvej på 50 km/t.
Det kommer af, at der stadig er arbejdende folk at finde på vejen, for trods de mange ændringer på og under vejen, er det ikke slut endnu.
Strækningen skal forsynes med blandt andet fortove, cykelstier og belysning samt en stitunnel, der skal gøre det mere sikkert at gå og cykle fra Bygholm Park over til Åbjergskoven. Arbejdet forventes endeligt afsluttet til nytår.