Tre år efter glasset sprang: Storcenter genopbygger kæmpe akvarie
Det nye saltvandsakvarie i Storcenter Nord kommer til at rumme 20.000 liter vand.
Småbørnsforældre kender alt til, hvor meget et enkelt glas vand kan fylde på bordet og gulvet, når junior har øvet sig i armbevægelser.
Det er dog intet i forhold til det scenarie, der for tre år siden udspillede sig i Storcenter Nord i Aarhus, da centrets 15.000 liter saltvandsakvarie bristede og skyllede fisk og kaskader af vand ud i hele stueetagen.
Akvariet var et yndet udflugtsmål, indtil fiskene tog flugten, men nu er der godt nyt, for storcentret har efter halvandet års forarbejde netop begyndt genopførelsen af trækplastret, og denne gang bliver det endnu større, lover centerchef Kim Schibler Østerhaab.
- Det bliver med 20.000 liter vand, altså 5000 liter mere end i det tidligere, og så bliver det sænket 15 centimeter længere ned mod gulvet, så børnene bedre kan se ind i det, fortæller centerchefen, der ikke selv oplevede vandmasserne i 2018.
Død pirat under rulletrappen
Til gengæld har han ofte førhen taget sine børn med til Storcenter Nord for at se det store saltvandsakvarie med fisk og flotte koraller.
- Vi har kunder, der stadig spørger, om akvariet kommer tilbage. Der er mange minder forbundet med det. Det gamle akvarie var jo virkelig flot med de gamle koraller. Det tager noget tid at få dem til at vokse så store igen, siger Kim Schibler Østerhaab.
Foruden at sænke akvariet, så børnene kan se fiskene i øjnene, etablerer de en legeplads med et piratskib, der er sænket ned i gulvet, og under rulletrappen kan man i en grotte gå på jagt efter den døde pirat.
I dag går håndværkerne for alvor i gang med at samle det nye og større akvarie, der består af glasstykker på 680 kilo og en totalvægt på 25 ton.
Dobbeltglas
Kim Schibler Østerhaab tør ikke lægge hovedet på blokken for, at akvariet ikke kan briste igen, selv om det skulle være usandsynligt uheldigt, men de har gjort alt, hvad der står i centrets formåen for, at det nye akvarie holder den forventede levetid på 25-30 år, forklarer centerchefen.
- Det har været en af de vigtigste ting for mig, at vi bygger et akvarie, der kan holde til noget. Før bestod akvariet af et lag glas på 19 millimeter. Nu bliver det to lag på 19 millimeter med en membran imellem, så er man så uheldig, at det ene glas går, holder det anden på vandet, forklarer centerchefen.
Akvariet
Det nye saltvandsakvarie i Storcenter Nord kommer til at rumme 20.000 liter vand.
Som det forhenværende akvarie bliver det 12 meter langt. Samtidig sænkes bunden 15 centimeter, så børn får lettere ved at se fiskene.
Akvariet bliver en tung sag på 25 ton. Hvert enkelt stykke glas vejer 680 kilo.
Den forventede levetid er 25-30 år.
Kilde: Storcenter Nord
Går arbejdet efter planen, er der vand i akvariet om et par uger, og derefter skal saltvandspumper og andet udstyr på plads, inden fiskene slippes løs. Storcenter Nord håber at have akvariet helt klar i uge 49.
- Så vidt vi ved, er det det største saltvandsakvarie nord for Hamborg, som er gratis tilgængeligt, og der er heller ikke mange, der har et akvarie på 12 meter. Vi arbejder meget med udstillinger og har en klar vision om at være de bedste til at skabe oplevelser af centre, siger Kim Schibler Østerhaab.