Fuldvoksne mænd hepper på unge kvinder: Inviteres med i spillerbussen
Som fan af håndboldklubben Aarhus United er man en integreret del af holdet, og inviteres med helt ind i spillerbussen.
Indhyllet i røg og udstyret med trommer, tamburiner og spillertrøjer står en gruppe fuldvoksne mænd klar på lægterne med ild i øjnene. Der bliver tæsket løs på trommerne og stemmebåndene er lige ved at knække over, mens de hepper deres håndboldpiger på banen i lokalopgøret mod Randers.
De fleste mænd på samme alder vil sandsynligvis være midt i aftensmaden på dette tidspunkt en ganske almindelig torsdag aften. Måske følger nogen kampen hjemme fra TV-stuerne.
Det ville dog nærmest være ugudeligt at forestille sig, hvis drengene i Aarhus Ultras ikke var til stede på tribunerne under en Aarhus United kamp. Klubben betragter dem som en vigtig del af familien og gør derfor en stor indsats for at inkludere dem.
En indsats drengene i fanklubben gør en dyd ud af at tilbagebetale.
- Fællesskabet og sammenholdet her er jo helt unikt. Vi kommer hinanden ved, og det er jo nogle dejlige piger, så selvfølgelig skal de bakkes op med alt, hvad det indebærer. Hver gang, siger Poul Christensen, formand i Aarhus Ultras, til TV2 ØSTJYLLAND.
Mere end en fanklub
Mens de fleste håndboldfans ikke kan håbe på ret meget mere end en sjælden autograf eller måske en selfie med en af spillerne, så er historien en helt anden for fanklubben Aarhus Ultras.
Uge efter uge – ude og hjemme – støtter de pigerne på både senior- og ungdomsholdene i håndboldklubben Aarhus United. Og som tak for indsatsen, har klubben valgt at give deres fanklub en noget mere central rolle, end man plejer at se.
- I modsætning til enhver anden fanklub, så tilbringer vi så mange timer med spillerne og hele holdet bag – det kunne være i spillerbussen eller oppe i VIP-loungen - at vi kommer hinanden mere ved, og lærer hinanden rigtig godt at kende, siger Poul Christensen.
At Poul Christensen og de andre fans kommer særligt tæt på, er i den grad også noget spillerne kan mærke, hvis du spørger Julie Pontoppidan, som spiller for holdets seniorer.
- De fortsætter trofast med at følge og interessere sig for tidligere spillere, som for længst har forladt klubben og spiller i udlandet. Vi har fået skabt en rigtig god kultur, hvor vi kommer hinanden ved, og derfor også interesserer os for hinanden, på et plan udover det der sker i håndboldhallen, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Blæk, sved og tårer
Aarhus United tabte aftenens lokalopgør mod Randers med ét enkelt point. Derfor er det tiltrængt, når Poul Christensen og de andre ultras får sig en kold fadøl oppe i VIP-loungen, hvor de sammen med spillerne får brokket sig over dommeren og sludret om både løst og fast.
På et tidspunkt får Poul Christensen løftet op i ærmet, hvor han afslører, at skulderen er udsmykket med et permanent billede af klubbens logo i blæk.
- Det vidste jeg da ikke, at du havde? udbryder en af spillerne.
Han fortæller historien om dengang til en sommerfest i klubben, hvor han indgik et væddemål om, at hvis de kvalificerede sig til slutspillet, og hvis bestyrelsesformanden betalte, så skulle han nok få lavet en tatovering som minde.
- Vi er jo så dedikerede, at vi på en måde bliver ét med klubben. Jeg så jo gerne, at nogle af spillerne også fik en lavet, men indtil videre er jeg nok den eneste i verden med den tatovering, siger han og bryder ud i fælles latter med pigerne om bordet, hvor der ikke virker til at være samme begejstring over på den måde at blive ét med klubben.
Nogle aftener er Ultras-slænget lidt hurtigere til at hælde fadøllen ned. De skal straks tilbage i hallen, hvor der igen skal trommes løs og synges slagsange. U-19 pigerne spiller nemlig ofte hjemmekamp umiddelbart efter, og de skal selvfølgelig også bakkes op.