Skyderi på åben gade: 29-årig i kritisk tilstand
Torsdag aften blev en 29-årig mand ramt af skud under et slagsmål på gaden i Brabrand. Han er indlagt og i kritisk tilstand.
En 29-årig mand blev torsdag aften ramt af skud på gaden i Brabrand, da der blev affyret skud på Inger Christensens Gade.
Flere patruljer blev sendt til stedet, da Østjyllands Politi fik anmeldelsen klokken 23.04.
Episoden var overstået, da patruljerne kom frem. Det viste sig, at den 29-årige var kørt til skadestuen, hvor politiet ventede.
- Vi kommer hen på skadestuen, og træffer forurettede. Han følges med fem personer, som vi anholder, fortæller politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Men der var ikke umiddelbart grundlag til at sigte dem, og de vil formentligt blive løsladt.
- Det tyder på, at vi ikke kommer til at sigte dem for noget, men vi skal have dem afhørt i dag og finde ud af, hvad der er foregået, siger Jesper Bøjgaard Madsen.
Han oplyser, at der er affyret mere end ét skud på stedet.
- Vi tager det særdeles alvorligt, når der bliver affyret skud på åben gade, og derfor har vi også sat alle sejl ind for at opklare sagen hurtigst muligt, fortæller Jesper Bøjgaard Madsen.
Politiet vil være massivt til stede
I løbet af natten har politiet afsøgt gerningsstedet og foretaget ransagninger og afhøringer.
- Vi håber på at komme til bunds i det, for skyderi i det offentlige rum hverken kan eller vil vi acceptere, siger politiinspektøren.
Fredag omkring kl. 15 vil Østjyllands Politi køre deres mobile politistation til Brabrand, hvor de lokale kan snakke med betjentene.
- Vi sætter mere synligt politi på gaden de kommende dage. Der vil være massiv politimæssig tilstedeværelse, og så efterforsker vi alt, hvad vi kan, siger Jesper Bøjgaard Madsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Indtil videre kan politiet ikke sige mere om, hvem eller hvad årsagen til skyderiet, som ligger bag. Men alle de involverede har relationer til Aarhus.
- På nuværende tidspunkt er der ikke noget, som indikerer, at det er banderelateret. Men vi er i gang med at efterforske, hvilket opgør, som har været i gang, siger Jesper Bøjgaard Madsen fra Østjyllands Politi.
Politiet vil også meget gerne høre fra vidner, som har set skudepisoden, eller som har oplysninger, som kan føre til gerningsmændene.
Østjyllands Politi kan kontaktes på 1-1-4.