Usædvanlig varme på vej mod Danmark
Det bliver nærmest sensommerligt, når temperaturen op til weekenden kommer op omkring 16 graders varme.
En hæderlig tirsdag med temperaturer mellem 11 og 14 grader og sol til alle, afløses af en blæsende og grå onsdag, der til tider også kan være våd.
Eneste positive, der er at skrive om onsdagen, er, at den bliver mild med op til 15 grader.
Til gengæld er det også kun onsdagen, som skal overstås, før vejret viser sig fra sin smukkeste side med masser af sol og usædvanligt lune vinde for årstiden fra torsdag.
Her kan temperaturen nemlig komme op omkring 16 grader, hvilket må betragtes som ganske usædvanligt, når vi er så langt henne i oktober.
Varmepumpe sender varm luft op fra syd
Luften, der bliver transporteret op til Danmark mellem et lavtryk ved Island og et højtryk over Østeuropa, har sin oprindelse fra de tropiske egne. Dermed er det ekstraordinært varm luft, der kommer op til Danmark i løbet af torsdagen.
Var varmen ankommet fire dage senere - altså i november - så kunne torsdagens maksimumtemperaturer blande sig blandt de ti varmeste dage i november.
Læs også:
Normalt ligger maksimumtemperaturen sidst i oktober mellem 11 og 13 grader, men med de forventeligt 15 til 16 graders varme torsdag og fredag, så bliver mærkbart varmere end normalt.
I kortet herunder er varmens vej op til Danmark tegnet som røde pile, mens temperaturen i halvanden kilometers højde er vist. Den fortæller, at temperaturen i denne højde kommer op omkring 10 grader, hvilket om sommeren havde givet en sommerdag.
Det er ikke bare Danmark, der får en lun afslutning på oktober. Også landene øst for Danmark får det varmt frem mod weekenden med en afvigelse, som lokalt kan blive hele 12 grader varmere end det normale på denne tid af året.
Så varmt bliver det
Torsdag bliver ugens varmeste dag, hvor temperaturen kan runde 16 graders varme i Jylland. Skulle det ske, vil det blot være tiende dag siden 2011, at det sker så sent på året.
Rent vejrmæssigt starter torsdagen ud med en del skyer, men en opklaring fra syd vil sikre en flot afslutning på torsdagen med nogen eller en del sol.
Fortsat lunt ind i weekenden
Fredag bliver en efterårsdag med masser af sol og aftagende vind. Samtidig fortsætter de lune vinde at blæse op til landet fra syd.
Der forventes op omkring 15 graders varme, lunest i det sydlige Jylland.
Lørdag bliver endnu en lun efterårsdag med 13 til 15 graders varme og stedvis en del sol.
Herefter bliver det gradvist køligere, og efterhånden ser det ud til, at temperaturen i næste uge kommer under 10 grader.