Ny teknologi kan redde liv - men du skal måske opdatere din telefon først
Fremover kan redningspersonale lettere finde dig, når du ringer til alarmcentralen.
Ny teknologi hos Alarmcentralen har gjort det muligt at lokalisere borgere i nød med helt ned til 10 meters nøjagtighed.
Det oplyser Politiet.
Læs også:
Tidligere var det ikke muligt for det personale, som svarer telefonen, når der bliver ringet 1-1-2, at lokalisere borgere mere præcist end en radius fra 200 meter og op til ti kilometer – hvilket ikke er specielt brugbart, når det drejer sig om folk, der potentielt er i livsfare.
– For de danske beredskaber og især alarmcentralerne er det en tidlig julegave, som vi er glade for at dele med alle borgere i Danmark, skriver Rigspolitiet blandt andet på Facebook om den nye teknologi.
Opdater din telefon
Den hedder Advanced Mobile Location (avanceret mobillokation, red.) og har egentligt eksisteret i nogle år, men det er altså først nu, at det danske politi, brandvæsen og ambulancer kan få glæde af det.
Hvis man som borger skal få glæde af den livreddende hjælp, så kræver det, at man er en af de 4,2 millioner danskere over 15 år, der ifølge Danmarks Statistik ejer en smartphone. Det kræver også, at telefonen er produceret efter 2010.
Politiet oplyser desuden, at hvis det er en iPhone, man benytter, så skal telefonens styresystem opdateres til den nyeste version.
Sådan fungerer det
AML-systemet er ofte mere præcist end de mastelokationer, der i forvejen bliver logget flere gange dagligt.
I forhold til borgernes privatliv kan alarmcentralen kun bruge deres lokation, når den bliver ringet op.
Lokationsdata bliver sendt til alarmcentralen enten via sms eller wi-fi alt efter, hvad der har stærkest signal på det givne tidspunkt.
Advanced Mobile Location er ikke en applikation, som eksempelvis 112-app’en, der har tidligere har kunne videregive lokationsdata, men fungerer helt automatisk.