Kun 6,3 timers solskin i december - men tirsdag kigger den atter frem
December har ikke budt på mange timers sol, men tirsdag vil det være muligt at få sig lidt sollys. Og det bliver med tørvejr i det meste af landet.
6,3 timers solskin.
Så meget har solen indtil nu vist sine stråler frem efter de første 13 dage af december, hvilket er usædvanligt lidt selv for december.
Men tirsdag bliver det atter muligt at se lidt til decembersolen igen. En opklaring fra nordvest forventes nemlig at brede sig ud over det meste af landet og give mulighed for lidt eller nogen sol.
Det holder fortsat mildt med temperaturer, som forventes at komme op omkring syv graders varme. Da der samtidig ikke er særlig meget vind, kan det gå hen og blive en pæn tirsdag.
Men først skal det regne af over de østlige landsdele.
Regn fra morgenstunden
Tirsdag morgen ligger der fortsat rester af en koldfront over Sjælland, som fra morgenstunden giver lidt regn til disse kanter. Op ad formiddagen forventes det efterhånden at holde tørt.
Herefter bevæger fronten sig mod øst og giver lidt formiddagsregn til Bornholm.
I resten af landet vil der være tørvejr hele dagen. I Nordjylland vil man endda stå op til morgensol. En sol, som i løbet af formiddagen får mere og mere plads på himlen.
Omkring middagstid vil en stor del af landet have mulighed for at se solen. Kun Bornholm og det sydøstlige Sjælland vil fortsat have overskyet vejr.
Også mulighed for sol til resten
I eftermiddag bevæger opklaringen sig videre østover. Dermed bliver der også mulighed for solskin til de sidste landsdele, der ellers blev snydt den første halvdel af dagen.
Det holder fortsat tørt, mens temperaturen er til den milde side med op mellem seks og ni graders varme.
Vinden bliver i dagens løb svag til jævn fra vestlig retning.
I aften begynder skyer fra vest at trække ind over landet og give overskyet vejr til det jyske. I Nordjylland kan der endda sent tirsdag aften komme lidt regnbyger ind over fra vest.
Længere mod øst vil der fortsat være mulighed for at se aftenhimlen. Er forholdene til det, er det i disse dage, at meteorsværmen Geminiderne topper med stjerneskud i massevis.