Knap halvdelen af danskerne vil forbyde fyrværkeri for private
Særligt én aldersgruppe mener, at et forbud mod nytårskrudt for private er en god ide.
Står det til knap halvdelen af danskerne, bør det være forbudt for almindelige mennesker at skyde krudt af.
Det viser en rundspørge, Megafon har foretaget for TV 2 og Politiken.
Her svarer 46 procent, at de er enten helt eller overvejende enige i, at der skal indføres totalforbud mod brug af fyrværkeri for private.
Men dykker man ned i tallene, er der store forskelle mellem køn, aldersgrupper og politiske overbevisninger.
Kvinder og ældre vil have forbud
Det er særligt de danske kvinder, som mener, at fri adgang til fyrværkeri er en dårlig ide.
Lidt flere end halvdelen af de adspurgte kvinder svarer nemlig, at de er tilhængere af et forbud, mens det blandt mændene kun er cirka fire ud af ti.
Samtidig stiger opbakningen til et forbud generelt set med alderen.
Blandt de yngste i undersøgelsen er det kun lidt over hver tredje, der er helt eller overvejende enige i, at et forbud skal indføres.
Modsat er det tal blandt personerne på 70 år eller derover helt oppe på 57 procent.
Flertallet ønsker strammere regler
Skal fyrværkeri ikke gøres helt ulovligt for private, bakker danskerne også op om at stramme reglerne betydeligt.
52 procent af deltagerne i rundspørgen bakker nemlig op om at gøre det forbudt for almindelige mennesker at skyde krudtet af uden for privat område.
I dag er det lovligt at sælge fyrværkeri fra 15. december til 31. december. Og det må bruges fra 27. til 31. december.
Men 70 procent så gerne, at perioden for affyring af fyrværkeri blev indskrænket til kun 31. december og 1. januar.
Derudover ønsker 66 procent, at salgsperioden forkortes til to til tre dage op til nytårsaften.
Rekordmeget ulovligt fyrværkeri beslaglagt
Ifølge en undersøgelse fra Dansk Erhverv har cirka hver fjerde husstand planer om at købe nytårskrudt i år.
Forventningen er, at danskerne vil købe krudt og raketter for 450 millioner kroner frem mod nytårsaften.
- Det er nogenlunde samme niveau som sidste år. Men tendensen er, at der er lidt færre, som vil købe fyrværkeri. Til gengæld vil de bruge lidt flere penge på det, sagde politisk konsulent Frederik Bergenfelt Friis søndag.
Der er dog samtidig blevet beslaglagt rekordmeget ulovligt fyrværkeri i år, oplyser Toldstyrelsen i en pressemeddelelse.
I perioden 1. januar til 15. december er det løbet op i hele 1012 kilo. Til sammenligning blev der i 2020 kun beslaglagt 604 kilo ulovligt fyrværkeri.
- Vi har aldrig før set så meget ulovligt fyrværkeri i toldkontrollen, som vi gør lige nu, siger kontroldirektør i Toldstyrelsen Michael Lund i pressemeddelelsen.