Naboer går sammen: Laver aktivitetsbane til hjemme-frikvarterer
I Brædstrup har karantænen fået naboer til at gå sammen om at lave en aktivitetsbane på fortovet til kvarterets børn, som de kan bruge i de nye hjemme-frikvarterer.
På Sorgenfri II i Brædstrup ligner fortovet ikke helt sig selv. Her vrimler det med kridtstreger, kegler og opgaver.
- Børnene synes, det er helt vildt sjovt! De kommer også meget mere ud nu her, end de faktisk har gjort tidligere, siger Mette Holm, som er mor til tre børn og bor på vejen.
Her til morgen vågnende børnene op til en helt ny aktivitetsbane på kvarterets fortorv.
Ny hverdag med hjemmeskole
I dag er første officielle dag, hvor skoler og dagsinstitutioner er lukket grundet karantænen. Det betyder en ny hverdag for mange med børn, som skal drible både børnepasning og hjemmearbejde.
Og det var netop tankerne om det, som fik Isa Sandberg Poulsen til tasterne i går.
I et opslag på boligkvarterets Facebookgruppe opfordrede hun naboerne til at lave aktiviteter til børnene på fortorvet foran deres eget hus. Og efter bare en time var der opbakning fra naboerne.
- Jeg synes, det var mega fedt, at folk havde lyst til at bakke op, fordi min tanke var, at det kunne være sjovt, hvis vi kunne lave en lang bane. Vi har sådan et godt bredt fortorv her, som går rundt i en bue, siger Isa Sandberg Poulsen, som selv arbejder hjemmefra de næste 14 dage og er mor til to børn.
Coronafri-bane
Kl. 9 i morges var de første aktiviteter klar til kvarterets knap 30 børn. Selv havde Isa Sandberg Poulsen sammen med sine børn lavet en forhindringssbane.
- Mine børn var så spændt på, hvor mange baner der var blevet lavet, siger Isa Sandberg Poulsen.
I løbet af morgenen havde fire andre hustande tilsluttet sig projektet og lavet poster, som stod klar til børnene. Eksempelvis hos Mette Holm, hvor de besøgende kan få sved på panden med englehop og armbøjninger.
Og coronaen er der også taget højde for:
- Børnene ved godt, at de skal holde afstand, og helst ikke være der på samme tid. Og så er der lagt op til at lave aktivteter, som de helst ikke skal røre ved, og ellers skal de have luffer på, siger Isa Sandberg Poulsen, som selv er mor til to.