Forfatter Bjarne Nielsen Brovst er død
Forfatter Bjarne Nielsen Brovst er død, 74 år gammel. Han var i 34 år forstander på Pensionisthøjskolen Rude Strand ved Odder.
Det er en af de største og mest mangfoldige litterære stemmer i Nordjylland, der er gået bort. Han blev 74 år gammel.
Bjarne Nielsen Brovst havde et omfangsrigt og særegent forfatterskab bag sig, hvor han fortalte historierne om både de finurlige og skæve skæbner og eksistenser og de kanoniserede forfattere som H.C. Andersen, Kaj Munk og Morten Nielsen.
Han debuterede i 1970 og skrev både digte, noveller og romaner, der ofte tog udgangspunkt hans eget liv og egne oplevelser.
Bjarne Nielsen Brovst blev født i 1947 og blev sidst i 60’erne uddannet som boghandler, inden han efterfølgende på Ranum Seminarium uddannede sig til lærer.
Sideløbende med forfattergerningen brugte Bjarne Nielsen Brovst arbejdslivet som først lærer og siden forstander på Pensionisthøjskolen Rude Strand ved Odder, hvor han var fra 1973 til 2007.
Han skrev desuden som litteraturanmelder og freelancejournalist for en række dagblade.
"En god historie"
Sammen med journalist Jørgen Pyndt på TV2 Nord stod han desuden bag en række roste og populære programmer, hvor de to under titlen "En god historie” med den helt særlige blanding af vid, humor og fortællelyst, der kendetegnede Bjarne Nielsen Brovst, fortalte historierne om nordjyske og danske forfattere med udgangspunkt i de steder forfatterne levede og færdedes.
I serien "En god historie" blev det også til en afstikker til Østjylland, da Bjarne Nielsen Brovst i 2013 satte fokus på en række østjyske forfatter. Programmerne blev sendt på TV2 ØSTJYLLAND og kan stadig ses på tv2østjylland.dk. Programmerne kan ses via linkene i nedenfor:
En god historie: Ole Lund Kirkegaard
En god historie: Jens Kruuse
En god historie: Thorkild Bjørnvig
En god historie: Albert Dam
En god historie: Per Højholt
En god historie: St. St. Blicher 1
En god historie: St. St. Blicher 2