VIDEO: Michael glæder børn med sin vilde julebil
Automekaniker Michael Klessner har gjort det til en tradition at besøge blandt andet skoler og børnehaver med sin julepyntede bil ved juletid. Julebilen vakte stor glæde hos Børnehuset Blæsenborg i Ryomgård.
7.000.
Så mange julelys er der sat fast på Michael Klessners bil i år.
- Sidste år var der 5.000. Vi skal gerne overgå os selv hvert år, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Automekanikeren fra Mesballe ved Ryomgård håber, at hans julebil kan være et lys i den mørke vintertid.
- Det startede i sjov med, at vi bare skulle tosse rundt. Men sidste år fandt jeg ud af, at den også kan bruges til at gøre folk glade, siger han.
Nu er det blevet en juletradition, der starter allerede i november, med at køre rundt til blandt andet børnehaver, plejehjem og handicapcentre i hele landet.
- Man kan simpelthen ikke have en dårlig morgen, når man har været rundt ved de børnehaver, siger Michael Klessner.
Læs også:
Fredag morgen havde han planlagt en tur rundt til både børnehaver og skoler i Ryomgård, og det vakte stor begejstring hos Børnehuset Blæsenborg.
- Det må man godt nok sige! Det er en julebil, siger 6-årige Aviaya.
- Jaer, den vil jeg gerne købe, siger 6-årige Vigga.
Automekanikeren elsker den ’wow-effekt’, bilen giver, når folk ser den. Det har taget Michael Klessner og seks hjælpere en hel weekend at gøre bilen juleklar, og i år har han opgraderet med en snekanon på taget.
- Det er de helt små børn i hvert fald vilde med, siger han.
Hvordan skal du overgå dig selv næste år?
- Jeg ved det ikke helt. Der skal vi i hvert fald tænke, siger han.