Rekordmange danser om juletræet i et sommerhus
Selvom sneen daler ligger de østjyske sommerhuse ikke øde hen. Rekordmange vælger nemlig at fejre jul og nytår i netop et sommerhus.
Juletrafikken har torsdag været på sit højeste, og for mange betyder det, at turen går hjem til familiemedlemmer – eller også kommer de hjem til en selv.
Der er dog også rekord mange, der vælger at holde det på ”neutral” grund i et sommerhus. Sol og Strand i Ebeltoft har i år mærket en stigning på 20 procent i antallet af udlejede sommerhuse sammenlignet med sidste år.
- I år er julen større, end den har været før, slår Dorte Tandrup, der er firmaets østjyske bureauchef, fast.
Og det er ikke kun danskerne, der flokkes ud til sommerhusområderne. Også den tyske trafik er rettet mod de danske feriehuse – også selvom det langt fra er sommer.
- Især tyskerne elsker Danmark, og de vil gerne holde noget ferie i Danmark. Nu er det trukket så lang tid, at det så bliver jul og nytår i stedet for, siger Dorte Tandrup med henvisning til, at der i sommer var nogle indrejseregler, der gjorde det svært for tyskerne at komme til Danmark.
Den tyske rejselyst er altså langt fra slukket af corona. De tidligere og nuværende restriktioner gør, at Sol og Strand allerede nu har massevis af bookinger til sommerferien. Her overstiger antallet af bookinger nu det, firmaet har oplevet i deres bedste år.
Det efterlader også et ekstra juleønske fra bureauchefen.
- Jeg kunne godt tænke mig, at vi havde 50 huse mere, vi kunne leje ud til sommer, siger hun.