Anni og Anni har givet millionforretning væk gratis: - Det er mega fedt!

Efter 17 år har duoen Anni og Anni nu givet deres butik væk, og den nye ejer glæder sig til at drive det videre.

Udgivet Opdateret
Anni Knudsen (tv) og Anni Brandt-Madsen (th).

Det lykkedes.

Anni Knudsen og Anni Brandt-Madsen kan nu slippe tøjlerne og give deres butik, Annis Blomsterværksted i Ebeltoft, videre.

- Det er mega fedt, lyder det begejstret fra Anni Brandt-Madsen.

De to Anni'er bag Annis Blomsterværksted medvirkede i juni i et indslag på TV2 ØSTJYLLAND, hvor de fortalte, at de var villige til at give deres fælles butik væk gratis. Det på trods af at butikken har omsat for mere end tre millioner årligt og samtidig givet overskud.

Det var i sammenhæng med dækningen hos TV2 ØSTJYLLAND, at den nu kommende ejer, Hella Kaae Sørensen, blev opmærksom på muligheden.

Hun kontaktede derfor med det samme Anni og Anni og fortalte om sin interesse. Det var hun dog ikke ene om, for der var flere, der var interesserede i at føre forretningen i Ebeltoft videre.

- I løbet af ingen tid havde vi 10-15 henvendelser på forretningen, og så er det jo med at vælge den rigtige, og det mener jeg bestemt, vi har gjort, siger Anni Brandt-Madsen, der oplyser, at de i alt overvejede fire forskellige tilbud seriøst.

Var med i Løvens Hule

Men valget faldt altså på Hella Kaae Sørensen, en 43-årig kvinde bosat i Skødstrup nord for Aarhus. Hendes baggrund er ikke inden for blomster eller planter, men i stedet grafisk design, som hun har arbejdet med i mange år.

Og så har hun deltaget i det populære DR-program 'Løvens Hule', hvor hun og hendes daværende forretningspartner fik en investering i deres børnebogsfirma Min Bedste Bog, som hun siden er trådt ud af.

Hvordan kan det være, at I endte med at vælge hende?

- Det har noget med kemi at gøre. Det fængede bare, og så blev det Hella, siger Anni Brandt-Madsen.

Hvordan føles det, at der nu kommer en afslutning?

- Det er fint. Den anden Anni (Knudsen, red.) går på efterløn, og jeg fortsætter med at arbejde i butikken som ansat på halv tid - altså omkring 30 timer om ugen, siger en grinende Anni Brandt-Madsen.

- Så det er fint. Det er lige, som det skal være.

Naturligt og råt

Mens de to Anni'er kan se frem til at give ansvar fra sig, er Hella Kaae Sørensen på vej til at tage det hele på sig. Hun er for tiden til stede i butikken, hvor hun suger erfaring til sig fra de to nuværende ejere.

Fra 1. oktober skal hun selv overtage det hele, og det er en drøm, der kommer til at gå i opfyldelse.

- Jeg er kommet meget i Ebeltoft, og jeg har i et års tid gået og sagt, at jeg rigtig gerne vil have en butik i byen med planter, blomster og interiør, fortæller Hella Kaae Sørensen.

Hella Kaae Sørensen er ny ejer af blomsterbutikken i Ebeltoft. / Foto: Privatfoto

Hun kontaktede Anni og Anni samme dag, som hun læste om muligheden, og allerede dagen efter var hun så spændt, at hun tog til Ebeltoft for at besøge butikken. Efter at have mødt den ene af ejerne gik der kun få dage, før hun fik tilbuddet om at overtage butikken.

Det sker altså om få uger, og Hella Kaae Sørensen har flere ideer til, hvad hun vil gøre med butikken.

- Jeg elsker naturen, og det, der kommer til at være i butikken, bliver meget frodigt, naturligt, råt og lidt skævt. Og udover at vi fortsat vil binde buketter, vil jeg også koncentrere mig om planter, måske også lidt større planter. Og så mere interiør som småmøbler, større krukker og vintagekrukker - arbejde med marmor og forstenet træ.

- Det er i forvejen meget naturligt i butikken med skæve knoldplanter og lidt skøre gevækster, så jeg fører den tråd videre. Det har deres kunder hidtil kunnet lide, og det giver mig en ro i maven, at der er et marked for det, siger Hella Kaae Sørensen.

Hun vil i den første tid køre forretningen videre under samme navn, men efter årsskiftet vil den skifte navn og få ny indretning og stil, fortæller hun.

Butikken overdrages formelt den 30. september, hvor de to tidligere og den nye ejer holder receptionen i butikken i Jernbanegade i Ebeltoft.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her