Har knoklet siden klokken 01: Vandrør ødelagt ved uheld
Dele af Søften var uden vand.
Klokken 01 i nat blev formand for Søften Vandværk Kristian Laursen Vig vækket af en ringende telefon.
For et vandrør er ved et uheld blevet ødelagt, og det betyder, at dele af Søften by står uden vand på ubestemt tid.
Ifølge formanden skyldes det, at Banedanmark i forbindelse med noget gravearbejde har ødelagt vandværkets rentvandsledning under Brushøjvej og Mølballe.
- Det skal vi selvfølgelig have genoprettet så hurtigt som muligt, men det er ikke en nem opgave at få vand ført under jernbanen. Jeg har ikke prøvet en lignende situation før, det er der ingen af os, der han. Så jeg har faktisk kun fået en times søvn i nat, siger vandværksformand Kristian Laursen Vig.
Han oplyser, at det drejer sig om cirka 12 husstande, der står uden vand. Den lokale smed, der er tilknyttet vandværket, har tilbud, at dem, der står uden vand, må tappe vand hos ham, indtil problemet er løst.
- Vi har tegnet vores vandledninger 100 procent præcist ind på diverse kort, så vi går stærkt ud fra, at Banedanmark betaler regningen for at få det her repareret, siger han.
OPDATERING
Fredag klokken 15.45 var problemet løst, og der var atter vand til alle, oplyser Kristian Laursen Vig, formand for Søften Vandværk.
Fundament til køreledning ramt forkert
Fejlen er sket i forbindelse med Banedanmarks store projekt med at elektrificere jernbanen fra Fredericia til Aalborg. Som led i den proces skal der opsættes nye kørestrømsmaster.
Da der skulle nedsættes et fundament til det ved jernbanebroen ved Søften kom entreprenørfirmaet, der arbejder for Banedanmark, ved en fejl til at ramme en vandledning.
Det bekræfter Banedanmark over for TV2 Østjylland.
Der arbejdes lige nu på at få genoprettet vandledningen under jernbanen. Tidshorisonten er ukendt. Men togdriften skulle ikke blive påvirket.
- Der bliver lige nu arbejdet på at reetablere vandforsyningen med en vandledning, der har en mindre dimension og derfor mindre vandkapacitet end den oprindelige. På et senere tidspunkt skal der reetableres med vandledning i den rigtige størrelse, lyder det fra Banedanmarks pressetjeneste.
Opdateres...