Det begyndte med ønsket om et minde - nu runder indsamling stor milepæl

Da Malte Haudrup Christensen mistede sin farmor til kræft, besluttede han sig for at samle penge ind til Knæk Cancer.

En indsamling til Knæk Cancer er gået ud over al forventning, da den i søndags rundede 50.000 kroner.

Det fortæller 18-årige Malte Haudrum Christensen, som satte indsamlingen i gang i marts, efter han måneden inden mistede sin farmor til kræft.

Indsamlingen kommer fra salg af plantestiklinger. Det lærte hans farmor ham nemlig at tage fra hængeplanten Kaffesladder, hvilket gav ham idéen. 

- Det er virkelig et stort skridt. Da jeg fandt ud af det, der må jeg indrømme, at jeg fik kuldegysninger, siger Malte Haudrum Christensen til TV2 ØSTJYLLAND og tilføjer: 

- Da jeg startede, håbede jeg på, at jeg nåede at samle 10.000 kroner ind, for så kommer man med i strimlen med indsamlinger, som kører i bunden af indsamlingsshowet. 

Her er en af stiklingerne fra farmorens plante.
Her er en af stiklingerne fra farmorens plante.

Den bedst sælgende plante

Efter hans farmor døde, besøgte Malte Haudrup Christensen sin bedstefar, som var hårdt ramt af tabet. Under besøget fik han øje på hængeplanten, som farmoren lærte ham at tage stiklinger fra – og det gav ham en idé.

- Jeg fik øje på planten, og tænkte at jeg skulle tage nogle stiklinger til minde om hende, som jeg ville have med hjem, siger Malte Haudrum Christensen og fortsætter:  

- Så slog et mig, at jeg kunne sælge dem for at samle ind til Knæk Cancer. 

Det er også netop den plante, som også sælger allerbedst, og det er på grund af historien bag, tror Malte Haudrup Christensen.

En uge tilbage

Indtil videre har han solgt knap 900 plantestiklinger, som ikke kun stammer fra farmorens Kaffesladder.

I mellemtiden har han også fået tilsendt andre planter fra hele landet som støtte til indsamlingen. 

De står hjemme hos hans forældre i Bryrup, hvor han bruger det meste af sin fritid på at potte planterne om til løbende salg.

Den sidste stikling bliver sat til salg på dagen, hvor Knæk Cancers indsamlingsshow løber af stablen, 30. oktober 2021.

Hvilken plante stiklingen skal stamme fra, er Malte Haudrum Christensen ikke i tvivl om: Nemlig en Kaffesladder.