Olivia har endelig fået dato - men mangler 50.000 kr. til livsvigtig operation

Olivia Ruseng Hermansen har nu endelig fået en dato på, hvornår hun kan få fortaget en livsvigtig operation.

Efter to og et halvt års ventetid har Olivia endelig fået en dato. Den 27. oktober skal hun til Barcelona for at få udført en livsvigtig operation. En operation, der koster 550.000 kroner.

I august kunne vi her på TV2 ØSTJYLLAND fortælle om David Jesuthasan, der løb 160 kilometer for at samle ind til Olivia Ruseng Hermansens livsvigtige operation. Han fik i alt indsamlet cirka 35.000 kroner gennem sponsorater.

quote Jeg er forholdsvis optimistisk, men der er stadig noget angst.

Olivia Ruseng Hermansen

Sammenholdt med datoen kan Olivia måske endelig begynde at se et lys for enden af tunnelen.

- Det er lidt surrealistisk, fordi det er gået så hurtigt. Det har i lang tid været noget, der virkede urealistisk. Det tager noget tid, før det går op for mig, siger Olivia Ruseng Hermansen til TV2 ØSTJYLLAND.

Ikke i mål endnu

Olivia Ruseng Hermansen har døjet med kroniske smerter, siden hun var barn, men særligt fra 20-årsalderen begyndte hun at døje mere og mere. Den primære årsag er en sjælden bindevævssygdom kaldet Ehlers-Danlos' syndrom med yderst sjældne komplikationer.

Hvad er Ehlers-Danlos' syndrom?

Sygdommen har blandt andet gjort, at Olivias øvre ryghvirvler forskubber sig og maser hendes hjernestamme. Det giver nerve- og hjerneskader og truer ikke bare Olivias ve og vel, men også hendes liv.

Selvom datoen for operationen nu er klar, er Olivia stadig ikke på den sikre side endnu. Hun mangler nemlig godt og vel 50.000 kroner endnu. Og det giver også lidt bekymring.

- Jeg er forholdsvis optimistisk, men der er stadig noget angst. Der er stadig den der, ”hvad hvis vi ikke når det”, siger Olivia Ruseng Hermansen. 

En tur til Barcelona

Operationen skal foretages i Barcelona, da det ikke er muligt at få den lavet herhjemme. Det betyder blandt andet en tre dages køretur hver vej – men det er det hele værd.

- Det er fuldstændig fantastisk. Det er hårdt at samle ind, så bare det med at, vi kan få lidt ro. Jeg kan komme hjem og koncentrere mig om min genoptræning. Og så er der en sandsynlighed om bedring, men det vigtigste er, at jeg ikke får det værre, siger Olivia Ruseng Hermansen. 

Olivia og hendes familie har oprettet en forening og en godkendt indsamling til operationen. Det kan man læse meget mere om på Facebook-siden Life for Olivia.