Nu må caféer udvide udeservering: Her tog de glæderne på forskud
Udvidet udeservering kan være forskellen på, om det kan betale sig at holde åbent eller ej.
Hvordan giver man restauranter og caféer mulighed for at lave udeservering i en coronatid, hvor folk ikke må sidde tæt?
I Randers har kommunen netop givet dispensation til, at restaurationer må bruge eksempelvis parkeringspladser eller naboejendommens facadelængde for at udvide udeserveringen.
- Nu har jeg faktisk mulighed for at have 80 gæster. Hvis jeg kun havde haft 50, så havde jeg havde jeg haft 30 gæster for lidt hele dagen, og så havde vi simpelthen ikke tjent penge nok til, at vi kunne holde åbent, siger ejer af Café K, Søren Schack Hansen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Snigstart
Randers Kommune gav formelt tilladelse til at udvide udeserveringen torsdag, men Café K og nabocaféen i Storegade i Randers har så at sige taget forskud på glæderne.
De bredte sig således allerede ud, da caféerne fik lov til at åbne for 12 dage siden.
- I København og Aarhus har man valgt at sige, at man bare skal bruge de arealer, der er rundt om, fordi det gælder om at få folk bredt ud, så man udgør mindst mulig smitterisiko. Det har vi taget til os på forhånd, inden at det kom til Randers, siger Søren Schack Hansen til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også:
Ifølge ejeren af Café K er beslutningen om at fylde lidt mere taget i samråd med en række restauratører, der fortsat må holde lukket.
- De barer, der fortsat er lukkede, sagde: "Det er helt okay med os, og vi vil gerne hjælpe jer", lyder det fra Søren Schack Hansen.