Forhandlinger om genåbning i gang – museer og gymnasieelever krydser fingre
Forhandlingerne om tredje genåbningsfase i fuld gang. Lige fra gymnasieeleverne til kulturinstitutionerne venter i spænding på at blive klogere på, hvor der skal åbnes næste gang.
På Christiansborg er forhandlingerne lige nu, onsdag aften, i fuld gang om, hvad der skal være med i den næste del af genåbningen.
Et flertal udenom regeringen kræver at få åbnet næsten hele samfundet, men regeringen og Mette Frederiksen vil ikke lade sig presse.
På Moesgaard Museum krydser de dog fingre for, at de kan åbne hurtigst muligt.
- Først og fremmest vil det give os en sikkerhed for, at vi faktisk kommer til at åbne, for den har vi jo ikke i øjeblikket, og det betyder rigtig meget, for vi vil jo meget gerne tilbage i den situation, hvor vi igen kan være et museum, siger Mads Kähler Holst, der er direktør på Moesgaard Museum, til TV2 ØSTJYLLAND.
Museet har efterhånden været lukket ned længe, og de seneste måneder er ikke ligefrem gået problemfrit.
- Det har været meget usikkert, hvor vi stod, og det er det stadigvæk. Vi har haft svært ved at se, hvad det var for en hjælp, vi fik, og vi har også følt, at vi kom meget langt bag i køen. Det gav frygten af, at vi stod tilbage på perronen, og at man fik åbnet så meget andet, at der ikke var plads til at åbne mere, så derfor er det så væsentligt, at vi kommer med nu her, siger Mads Kähler Holst til TV2 ØSTJYLLAND.
Gymnasieelev: Det vil betyde rigtig meget
Der er også en stor interesse blandt gymnasieeleverne for at komme tilbage på skolebænken, som lige nu også krydser fingre for, at de bliver en del af tredje genåbningsfase.
- Det vil betyde rigtig meget. Nu har vi siddet her så længe, og det begynder at blive demotiverende at sidde herhjemme og kigge ind i en skærm. Man kan se sine venner gennem skærmen, men man mangler den sociale og normale hverdag på skolen sammen med ens kammerater og lærer for den sags skyld, siger Viktoria Marie Mengel-Niemann, der går i 2.c, og er elevformand på Skanderborg Gymnasium, til TV2 ØSTJYLLAND.
Hvis 1.g’ere og 2.g’ere på landets gymnasier får lov til at åbne op i næste fase, har de blot to uger tilbage på skolebænken. Det gør det dog ikke mindre vigtigt at komme tilbage hurtigst muligt, mener Viktoria Marie Mengel-Niemann.
- Jeg føler, det er en symbolsk måde at vise på, at vi får Danmark op at køre igen, og så også at vi får en ordentlig afslutning på vores gymnasie, hvor vi har knoklet et år for at komme til den her sjove tid. Det er ligesom en belønning for vores arbejde, siger Viktoria Marie Mengel-Niemann.
SF kæmper for de unge og kulturen
Nogle af dem, der har kæmpet specifikt for de unge og for kulturen, er SF.
- Jeg synes, det er rigtig vigtigt med de unge mennesker. De har holdt for i rigtig lang tid. Det har kostet på deres læring – det er der ingen tvivl om. Det er rigtig hårdt og rigtig svært med læring over et digitalt medie. Og så er jeg faktisk oprigtig bekymret overfor den sociale isolation, siger Charlotte Broman Mølbæk, der er kulturordfører hos SF, til TV2 ØSTJYLLAND.
Det er ikke kun de unge, der har SF’s opmærksomhed og opbakning. Det har kulturen også.
- Kulturen er rigtig vigtig, for det er jo også vores alle sammens velfærd. Det handler jo også om, at vi skal ud og opleve og leve. Og hvad vil der ske med kulturlivet fremover? Vi kan ikke have råd til at miste alle de stærke kulturinstitutioner, vi har i det her land, siger Charlotte Broman Mølbæk til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun fortæller, at SF gerne havde set, at kulturinstitutionerne allerede var åbne nu.
Ingen konkrete meldinger fra Christiansborg
Partierne er onsdag aften kl. 23:00 fortsat i gang med forhandlingerne om en yderligere genåbning af Danmark.
Der er ingen konkrete meldinger om, hvornår partierne forventer at være færdige med at forhandle.
Ifølge TV 2's oplysninger er der fortsat uenigheder om forsamlingsforbuddet og grænseåbningen.
Statsminister Mette Frederiksen har tidligere udtalt, at hun ikke mener, det er forsvarligt at åbne grænserne fuldstændig, men hun er åben for en mindre åbning - for eksempel for de turister, der har lejet sommerhuse i Danmark.