Fodboldspillere uden for eliten må vente med træningen
DBU's lokalunioner håber at kunne åbne for fodboldtræning i amatørklubberne fra 11. maj.
Breddefodboldklubberne må vente mindst tre uger endnu, før de kan genoptage træningen.
Sådan lyder det i en opfordring med overskriften: 'Fodboldklubber bør holde fast nu: Vent med aktiviteterne'.
Den er underskrevet af alle Dansk Boldspil-Unions lokalunioner og offentliggjort på DBU's hjemmeside.
Amatører skal ikke træne som profesionelle
Mandag aften tilpassede Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Danske Gymnastik- & Idrætsforeninger (DGI) sine anbefalinger. De meddelte, at idrætsforeninger kan starte op med udendørs aktiviteter uden kropskontakt. Men kun så længe myndighedernes øvrige krav også overholdes.
Flere superligaklubber træner eksempelvis med spillerne i små grupper, men DBU's lokalunioner ønsker ikke, at amatørfodboldspillerne følger i de fodspor.
- Selv om fodbold er en udendørs aktivitet, og selv om nogle i iveren efter at komme i gang med fodbolden igen mener, at man godt kunne sætte gang i træningen i mindre grupper på landets fodboldbaner, så er vi altså nødt til at holde fast nu.
- Vi vil alle sammen meget gerne i gang, og vi arbejder derfor hårdt på, at der kan blive åbnet for fodbold igen fra 11. maj, men det skal naturligvis være forsvarligt og i overensstemmelse med sundhedsmyndighedernes anbefalinger, siger Lars Albæk, formand for DBU Bredde.
Sundhedsmæssigt forsvarligt
DBU's næstformand, Bent Clausen, ønsker ikke, at de mange frivillige ledere og trænere i fodboldklubberne skal være ansvarlige for, at der bliver trænet i grupper af op til ti personer, og at det bliver med øvelser uden kropskontakt.
- Vores klare anbefaling er, at man først sætter i gang, når det er sundhedsmæssigt forsvarligt. Vi må bare sige, at folkesundheden står over fodbolden for øjeblikket, siger han.
Næstformanden påpeger desuden, at langt hovedparten af fodboldbanerne i Danmarks kommunale anlæg for tiden er lukkede.
- Vi håber, at vi kan komme med i næste fase af genåbningen, siger Bent Clausen.
- Men vi bliver nødt til at se, hvordan tallene og kurverne udvikler sig i den kommende tid for at se, om fodbolden kan genåbne som normalt. Ellers skal vi til at tænke kreativt i forhold til, hvordan vi kan få fodbolden i gang igen.
Ændringen af anbefalingerne for udendørsaktiviteter er eksempelvis godt nyt for tennisspillere og golfspillere.
/ritzau/