Politikere vil kortlægge forgæves taxature: - Det er ikke første gang
Regningen for en hel uges forgæves taxature er endt hos Norddjurs Kommune, hvor flere politikere nu vil undersøge sagen nærmere.
En taxachauffør, der skulle hente børn på et af Norddjurs Kommunes bosteder, kørte i sidste uge forgæves hele ugen, selvom hun vidste, at børnene var på skiferie.
Alligevel blev hun sendt dertil fem dage i streg.
- Jeg meldte allerede første dag ind til Midttrafik, at jeg var kørt forgæves, og at de var på skiferie. Men deres bosted havde ikke afmeldt turene, fortalte taxachauffør Susanne Kæmpe til TV2 ØSTJYLLAND tirsdag.
En sag hvor regningen er havnet hos Norddjurs Kommune selv, og som flere politikere nu vil undersøge nærmere.
- I sidste ende er det jo politikernes ansvar. Det er os, der står med aben, siger Benny Hammer (C).
- Jeg synes, det virker helt åndssvagt, og jeg vil finde ud af, om det er noget, der sker ofte. Det er alvorligt, når vi ikke omgås borgernes penge på en ordentlig måde, siger Kasper Bjerregaard (V).
Vil undersøge omfanget
Derfor har han nu sat sig for at finde ud af, hvor vidt kommunen får oplysninger om aflyste ture, og om hvor stort omfanget er af lignende sager.
- Jeg håber, at svaret er, at det her er et enkeltstående tilfælde. Hvis det er noget, man har oplevet flere gange, skal der gøres noget ved det, siger Kasper Bjerregaard (V).
Det var taxachaufføren Susanne Kæmpe, der i sidste uge kørte forgæves, da hun skulle hente de to børn på et bosted i Grenaa, som hun plejer.
- Jeg kunne så ringe til Midttrafik hver dag, og min chef fik penge fra Norddjurs Kommune hver dag, for at jeg kørte forgæves, fortalte Susanne Kæmpe tirsdag.
Lignende tilfælde
Ifølge Benny Hammer (C) er det dog ikke det eneste tilfælde, hvor der ender en ekstraregning for specialkørsel hos Norddjurs Kommune.
- Det er da pinligt, at vi ikke kan finde ud af det. Men det er jo ikke første gang, at vi har udfordringer med specialkørsel, siger Benny Hammer (C).
Han refererer til, at kommunen tidligere har oplevet, at specialkørslen var udliciteret til et busselskab, hvor der ikke altid blev givet besked, hvis et barn skulle køres en anden rute end bestilt.
- Det var nogle ekstraydelser på store beløb, som kommunen fik en ekstraregning på, siger Benny Hammer (C).
Udvalgsformand: Der er sket en klar fejl
Hos Norddjurs Kommune lagde formanden for Børne- og Ungdomsudvalget, Mads Nikolajsen (SF), sig fladt ned, da TV2 ØSTJYLLAND talte med ham tirsdag.
- Der er sket en klar fejl på bostedet, hvor børnene bor. Her har man ikke afmeldt turene, fortalte han.
Og supplerede:
- Vi har fået afmeldingerne fra Midttrafik, men skolen vidste heller ikke med sikkerhed, at børnene ikke kom i sidste uge.
Norddjurs Kommune har nu indskærpet over for det kommunaltejede bosted, at en lignende situation ikke skal gentage sig.
- Jeg kan godt forstå, at folk bliver stødt, for de ture koster mange penge. Og dem kunne vi godt bruge til andre ting, siger Mads Nikolajsen.
Han har ikke en præcis oversigt over, hvad de fem ture uden elever har kostet. Han forsikrer dog, at han kun har hørt om det ene tilfælde, hvor der er sket en klokkeklar fejl.