Nils Borring om valget: - Jeg er ikke blevet belønnet
Nils Borring (S) har siddet som borgmester i Favrskov Kommune i 12 år. Det tror han dog ikke, at han bliver ved med at gøre i de næste fire år.
Det er en modløs socialdemokratisk borgmester, der møder op til interview på Inside i Hammel onsdag formiddag.
Den nuværende borgmester, Nils Borring, mener nemlig, at det højst sandsynligt ikke er ham, der bliver borgmester i Favrskov Kommune, når konstitueringen er faldet på plads.
Han mener i stedet, at det tyder på, at det bliver Konservatives Lars Storgaard, der ender med borgmesterposten.
Læs også:
Han selv har oplevet en tilbagegang på 1933 personlige stemmer siden sidste valg.
- Det får mig selvfølgelig til at tænke, om vi kigger ind i en periode nu, hvor vi skal finde en afløser for mig, siger han til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Nu har jeg siddet her i 12 år, og det kan så være, at vi skal bruge denne periode til at skabe et nyt hold, så vi står stærkt om fire år.
For den socialdemokratiske borgmester har ikke tænkt sig at stå som borgmesterkandidat ved næste kommunalvalg om fire år.
- Nu har jeg tabt én gang og det er første gang, jeg prøver at tabe et valg. Så synes jeg ikke, at man skal prøve at komme tilbage og se, om man kan gøre det en gang til, siger han.
I stedet mener han, at de i partiet skal se, om de i det nuværende hold kan finde et såkaldt talent, der kan overtage pladsen for ham.
En stor udfordring for en uerfaren borgmester
Og der er ingen tvivl om, at borgmesteren er skuffet. Han mener, at det bliver en stor udfordring for en uerfaren borgmester at holde styr på det nye byråd i kommunen, da der blandt andet er kommet to helt nye partier til, nemlig Radikale Venstre og Nye Borgerlige.
Det mener han kræver et samarbejdstalent at holde styr på. Et samarbejdstalent, som han mener, han har vist at besidde gennem de sidste 12 år som borgmester, men som han ikke er blevet belønnet for ved dette valg.
Læs også:
Om det kommende udfald af konstitueringen siger han, at Socialdemokratiets handlemuligheder er spillet af banen, da Det Konservative Folkeparti, med den fremgang de har oplevet, selv ønsker at tage posten som borgmester.
- Vi må se, hvad de finder ud af senere på dagen. Og se, om de levner noget til os (Socialdemokratiet red.), og i givet fald hvad de levner, siger han.
Sådan fordeler de personlige stemmer sig blandt de nye medlemmer af Favrskovs Byråd:
Nils Borring (A) - 4.724
Lars Storgaard (C) - 1.441
Birgit Liin (V) - 1.249
Mette Nøhr (C) - 1.119
Charlotte Green (C) - 715
Niels Chr. Selchau Mark (C) - 665
Morten Bang (V) - 659
Isabell Friis Madsen (A) - 570
Flemming Nørgaard (V) - 554
Thomas Storm (V) - 485
Erling Kvist Andersen (A) - 445
Rikke Randrup Ståning (A) - 429
Simon Buus Olsen (V) - 364
Rene Schneider (C) - 317
Torben Christensen (B) - 290
Lone Boye (A) - 274
Eva Damsgaard (O) - 259
Søren Gade (A) - 204
Kristoffer Merrild (A) - 202
Anne-Sophie Schjønning Erichsen (C) - 196
Grethe Villadsen (A) - 189
Maria Degn (A) - 186
Erling Høj Sørensen (D) - 184
Søren Frandsen (F) - 183
Thake Fogh Cordt (Ø) - 118