Endelig taler borgmester om Jakob-sagen: Skyder skylden på økonomien
Efter længere tids tavshed svarede Odder-borgmester Uffe Jensen (S) endelig på TV2 ØSTJYLLANDs spørgsmål om behandlingen af en ung dreng med store problemer.
- Selvfølgelig har de ikke fået den behandling, de skulle have.
Sådan lyder det endelig fra Odder-borgmester Uffe Jensen (V) om historien om Jakob, der på trods af alvorlige psykiske problemer ikke har fået den hjælp fra kommunen, som lægerne har anbefalet.
Det skete i en direkte tv-debat på TV2 ØSTJYLLAND.
TV2 ØSTJYLLAND blotlagde søndag forløbet og det hårde og ulykkelige liv, Jakob har haft i de seneste år.
Et forløb, der blandt andet har været præget af, at Odder Kommune ikke har fulgt de anbefalinger, lægerne har givet.
Men hverken før eller efter historien søndag har Uffe Jensen stillet op til interview om sagen, der kommer efter flere andre ulykkelige historier med andre familier i Odder. Heller ikke formand for Børn- og Ungeudvalget Lone Jakobi Sørensen (S) havde lyst til at stille op, inden hun så gjorde det tirsdag aften.
Uffe Jensen, har Odder Kommune gjort nok for den her familie?
- Jeg vil gerne starte med at beklage og sige, at det er en rigtig ulykkelig situation for Jakob og hans familie. Hver eneste sag som denne er en sag for meget. Når det så er sagt, så begyndte sagen for år tilbage, og som jeg er orienteret, er der kommet en ny ledelse på Børne- og Familiecentret, og der er kommet ny kurs, siger borgmesteren.
Skal man ikke altid følge lægernes anbefalinger på sådan et specielt område?
- I den ideelle verden. Men det er også et enormt økonomisk udfordret område. Kommunernes Landsforening havde til økonomiforhandlingerne (med regeringen, red.) et ønske om, at kommunerne skulle have 5,5 milliarder kroner mere, fordi området er underfinansieret. Der er alt for mange sager af den her slags over hele landet – også i Odder – og det er rigtig beklageligt.
Er du tilfreds med det arbejde, der er blevet lavet i børne- og ungeudvalget (BUK)?
- Jeg er borgmester med tillid, det vil sige, at jeg har enormt stor tillid til udvalget og vores dygtige personale på Børne- og Familiecentret.
Er de dygtige nok?
- Når man kan finde sådan nogle eksempler, så kan man jo hårdt skåret ind til benet sige, at så er de jo ikke dygtige nok. Jeg siger bare, at jeg har stor tillid til personalet og ledelsen, men vi har en økonomi, der sætter rammen.
- Og det er bare et faktum, at kommunerne mangler et stort milliardbeløb, og det er også derfor, at ikke kun TV2 ØSTJYLLAND kan vise eksempler som det her. Og det er rigtig ulykkeligt og gør mig ondt. Det gør det for enhver politiker. Men personalet har jeg stor tillid til, og der er blevet sat en god og meget anderledes kurs.
Skal området prioriteres mere efter valget?
- Vi har ført flere penge til området i år og til næste år, og jeg kan kun håbe, at det bliver bedre. Men helt perfekt? Det ville være svært at stå og sige, at der ikke kommer en tilsvarende sag på et tidspunkt.
Du har selvfølgelig en udvalgsformand, men vil du som borgmester, kommunens øverste ansvarlige politiker, sikre, at sådan noget her ikke sker fremadrettet?
- Jeg ved godt, at borgmesteren formelt har det øverste ansvar, men som jeg sagde i starten, har jeg stor tillid til udvalgsformanden og hele udvalget og ikke mindst vores dygtige personale.
Men skulle du ikke have blandet dig lidt mere her?
- Det kan man sige…
Det her er første gang, du udtaler dig om sagen.
- Jeg synes ellers, jeg udtaler om rigtig meget, men jeg ved godt, at der har været et stort ønske fra TV2 ØSTJYLLAND. I går var jeg til velkomstmøde og har haft andre ting i kalenderen og har prøvet at forklare, at det ikke er, fordi jeg ikke vil udtale mig. Jeg har stor empati og medfølelse for Jakob, hans familie og andre, der er i samme situation.
- Men man skal ikke ALTID høre og se borgmesteren. Det er derfor, vi har et velfungerende udvalgssystem, afslutter borgmesteren.
VIDEO: Se hele debatten i Odder herunder