Simon Kjær slår kæmpestjerner i verdens fineste fodboldpris

Landsholdets anfører, Simon Kjær, er den 18. bedste fodboldspiller i 2021 ifølge Ballon d'Or-kåringen.

Herrelandsholdets anfører Simon Kjær, der er født og opvokset i Horsens, slutter som nummer 18 i årets Ballon d'Or-kåring.

Det meddeler France Football, der arrangerer afstemningen, på Twitter.

Det franske magasin har valgt at tælle ned til kåringen af vinderen ved at afsløre listen af de 30 nominerede i omvendt rækkefølge i forhold til stemmeantallet.

32-årige Simon Kjær slutter foran spillerne som Luka Modric, Harry Kane, Bruno Fernandes, Phil Foden, Pedri og europamesteren Nicolò Barella.

Kjær har haft et flot 2021 som fast mand og nøglespiller i sin italienske klub, AC Milan. Han har desuden været med til at spille Danmark i en EM-semifinale, ligesom holdet suverænt har kvalificeret sig til VM.

Under EM i sommer opnåede Kjær heltestatus, da kammeraten Christian Eriksen faldt om med hjertestop i åbningskampen mod Finland.

Anføreren ilede hen til Eriksen i Parken, og han trøstede Eriksens kæreste i en svær situation.

Simon Kjær ved Ballon d'Or 2021.
Simon Kjær ved Ballon d'Or 2021. Foto: Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix

Første gang i 20 år

Det er første gang i 20 år, at en dansk herrespiller får stemmer i Ballon d'Or-kåringen.

Ebbe Sand var den seneste dansker med stemmer. Han fik i 2001 to stemmer og sluttede på en delt 18.-plads. Jon Dahl Tomasson var seneste nominerede dansker i 2002, men han fik ingen stemmer.

Allan Simonsen vandt Ballon d'Or i 1977, men dengang gik prisen udelukkende til den bedste spiller i Europa.

Simon Kjær slog blandt andre engelske Harry Kane. Her ses de ved semifinalen til sommerens EM.
Simon Kjær slog blandt andre engelske Harry Kane. Her ses de ved semifinalen til sommerens EM. Foto: Frank Augstein/Reuters/Ritzau Scanpix

Vinderen af Ballon d'Or-prisen annonceres senere i aften, ligesom en række andre priser uddeles.

Pernille Harder, der er kaptajn for kvindelandsholdet, er blandt 20 nominerede til kvindernes pris.

Herrelandsholdets Kasper Schmeichel er blandt ti nominerede til titlen som årets målmand.

France Football har uddelt Ballon d'Or til den bedste mandlige spiller siden 1956.

Det er journalister, landstrænere og landsholdsanførere fra hele verden, der stemmer om prisen.

Lionel Messi vandt i 2019 den seneste Ballon d'Or-pris. Argentineren har som den eneste vundet prisen seks gange. I 2020 blev kåringen aflyst, da covid-19-pandemien havde udsat flere kampe og turneringer.