Uroligheder efter politiskud: Påsatte brande og stenkast i nat
Natten til lørdag har været præget af flere uroligheder i Gellerupparken.
Natten til lørdag har været præget af flere uroligheder i og omkring Gellerupparken i det vestlige Aarhus i forlængelse af episoden fredag eftermiddag, hvor politiet skød og sårede en 52-årig mand i forbindelse med en demonstration. Det oplyser Østjyllands Politi lørdag morgen.
- Lige før midnat får vi en anmeldelse om en bilbrand på Gudrunsvej 88, og kort før det er der blevet kastet sten mod en patruljevogn, hvor forruden blandt andet bliver knust. Derudover er der fra midnat og frem til klokken halv tre blevet antændt tre containere, fortæller fungerende politiinspektør hos Østjyllands Politi, Gert Bisgaard, til TV2 ØSTJYLLAND.
De to betjente i patruljevognen har været et smut på skadestuen, men heldigvis er der ikke kommet nogen til skade i forbindelse med urolighederne i nattens løb.
- Der er fredeligt og roligt derude nu. Vi har massivt tilstede hele natten og kommer også til at være det resten af weekenden for at forbygge og være tryghedsskabende, siger Gert Bisgaard.
Hvem der står bag stenkastene og de påsatte brande er dog endnu ikke kendt af politiet.
- Vi har ikke anholdt nogen i forbindelse med hverken brandene eller stenkastene, siger Gert Bisgaard.
Under patruljering i Gellerup i nat kastede personer sten mod en af vores patruljebiler og knuste en frontrude. Heldigvis blev ingen ramt. Vi fik ikke fat i gerningsmændene men efterforsker nærmere og vil fortsat være meget synlige i området. Der er p.t ro derude nu. #politidk pic.twitter.com/7YZKJIp9w0
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) June 6, 2020
Har været tilstærk tilstede siden fredag eftermiddag
Politiet har været talstærkt til stede i bydelen siden fredag eftermiddag.
Her affyrede betjente skud mod en mand, der var bevæbnet med en kniv i forbindelse med en Stram Kurs-demonstration med leder Rasmus Paludan i front.
Episoden medførte uro i området, hvor maskerede personer angreb politiet med sten og fyrværkeri.
Manden, der blev ramt af politiets skud fredag eftermiddag, blev tilsyneladende ramt i benet. Det vides endnu ikke, hvad hans motiv var for at tage en kniv med til demonstrationen.
Østjyllands Politi oplyser på Twitter, at man senere i dag lørdag vil oplyse, hvorvidt manden vil blive fremstillet i grundlovsforhør.
Politiklagemyndigheden undersøger skudsag
Den Uafhængige Politiklagemyndighed oplyser på sin hjemmeside, at Østjyllands Politi har underettet myndigheden om episoden fredag eftermiddag.
Dette er fast procedure, når politiet er involveret i episoder, hvor personer kommer til skade.
Politiklagemyndigheden skriver, at de straks har iværksat en undersøgelse af episoden og at man udarbejder en redegørelse om sagen til Statsadvokaten i Viborg.
FAKTA: Hvornår må politiet bruge skydevåben?
I forbindelse med n Stram Kurs-demonstration fredag trak politibetjente deres våben, da en mand truede med en kniv.
Efter flere advarsler og et advarselsskud blev manden ramt af skud i benet og faldt om på jorden. Det skete i Gellerupparken i Aarhus.
Episoden skal undersøges af Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), som bliver involveret, når politiet har afgivet skud.
Reglerne om politiets brug af skydevåben fremgår af Politilovens paragraf 17.
Læs her, hvornår politiet må bruge skydevåben:
* Skydevåben må anvendes for at afværge et påbegyndt eller overhængende farligt angreb på en person.
* Betjente må også skyde for at afværge overhængende fare i øvrigt for personers liv eller for, at personer pådrager sig alvorlige helbredsskader.
* Er der påbegyndt eller overhængende fare for et farligt angreb på samfundsvigtige institutioner, virksomheder eller anlæg, må der affyres skud.
* Politiet må skyde, hvis det sikrer pågribelsen af personer, der har eller mistænkes for at have påbegyndt eller gennemført et farligt angreb på en person.
Det gælder, medmindre der ikke skønnes at være risiko for, at den pågældende på ny vil gøre sig skyldig i et sådant angreb.
* Politiet må skyde for at sikre pågribelsen af personer, der har eller mistænkes for at have påbegyndt eller gennemført et farligt angreb på samfundsvigtige institutioner, virksomheder eller anlæg.
* Der må skydes for at sikre pågribelsen af personer, der har eller mistænkes for at have begået alvorlige forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed, mod statsforfatningen eller de øverste statsmyndigheder.
* Politiet skal så vidt muligt advare vedkommende først ved advarselsråb og dernæst ved varselsskud.
* Hvis der er nærliggende fare for, at udenforstående kan blive ramt, må der kun skydes i yderste nødstilfælde.
Kilde: retsinformation.dk.
Ritzau