Søren havde glædet sig til at slippe af med Stofa - det kommer ikke til at ske
74-årige Søren Larsen er en af dem, der er glade for Antenneforeningen Aarhus' beslutning om at opsige Stofa. Men han kan ikke selv få gavn af det.
Da Søren Larsen læste nyheden om, at Antenneforeningen Aarhus har opsagt samarbejdet med Stofa, blev han glad. Han ville gerne spare penge på sine månedlige udgifter til tv og internet.
Problemet er bare, at i lige netop den boligblok, han bor i, ejer boligforeningen selv kablerne. Og boligforeningen har lavet en aftale med Stofa om, at Norlys, der ejer Stofa, inden 1. december får lagt kabler fra deres net og så kobler det på boligselskabets kabler.
- Jeg troede lige, jeg kunne få lov til at tilmelde mig antenneforeningens tilbud gennem Vios og glædede mig at kunne spare i omegnen af 1800 kroner om året - og så endda få et bedre produkt. Men sådan skulle det ikke være. Den beslutning, er der nogen andre, der har truffet for mig, siger Søren Larsen.
Stofa har fået gravetilladelse
Han bor i en lejlighed i Skejby ejet af AlmenBo. Og direktør i AlmenBo Steffen Espersen bekræfter, at boligforeningen har lavet en aftale med Stofa, som betyder, at omkring 1.700 af foreningens i alt 2.000 lejere ikke bliver opsagt af Stofa.
- Vi ejer selv kablerne under vores bygninger, og Stofa har sagt, at de kan nå at koble vores kabler til deres egne inden 1. december, så det arbejde har de fået en gravetilladelse til, siger Steffen Espersen.
Han fortæller, at han godt ved, antenneforeningens nye udbyder Vios er billigere end Stofa.
- Når der er to muligheder, er det sjældent, alle vil det samme. Men fordelen ved at beholde Stofa er, at beboerne ikke skal bøvle med at skifte til noget nyt, og dem der har haft mail og fastnettelefoni hos Stofa kan beholde det, siger han.
Lejer Søren Larsen er træt af, at han ikke er blevet spurgt, om han gerne ville beholde Stofa.
- Løbet er tydeligvis kørt nu. Men det er simpelthen så træls, at der ikke er nogen af os beboere, der er blevet spurgt. Vi har intet fået at vide og har ikke haft indflydelse på den beslutning, siger Søren Larsen.
Direktør i AlmenBo Steffen Espersen fortæller, at beboerne ikke er blevet spurgt, fordi der som sådan ikke sker nogen ændringer. De fortsætter netop med det Stofa-abonnement, de har haft i mange år.
- Vi tager problemerne henad vejen som de kommer. Hvis beboerdemokratiet på et tidspunkt finder ud af, at de gerne vil af med Stofa og skifte til noget andet, så tager vi den derfra og prøver at hjælpe dem videre, siger han.