Sommerhus stod i flammer
Det er sommerhusets ejer, der slog alarm til brandvæsnet.
Et sommerhus i Fjellerup Strand på det nordlige Djursland stod mandag eftermiddag i brand.
Brandfolkene fik meldingen klokken 14.26, og kort tid efter var det første mandskab fra stationen i Fjellerup på stedet.
- Det var fuldstændig overtændt, da de ankom, siger Søren Møller, der er operationschef ved Beredskab & Sikkerhed.
Han fortæller, at det bliver svært at redde sommerhuset, og at fokus derfor lige nu er på at sikre, at branden ikke spreder sig, da der er en del bevoksning i området.
Der er brandfolk fra stationen i Allingåbro og Fjellerup til stede ved sommerhuset på Vibevej, ligesom man netop har tilkaldt en tankvogn fra stationen i Grenaa.
Operationschefen forventer, at brandfolkene kommer til at være på stedet i et par timer endnu, siger han ved 15.00-tiden.
Ingen personer er kommet til skade.