Tør ikke fortælle far om Stofa-opsigelse: - Det er bondefangeri
Nogle af de 40.000 aarhusianere, der mister Stofa som tv- og internetudbyder 1. december, vidste slet ikke, de var medlemmer af en antenneforening.
Jan Boeriis er voldsomt frustreret over udsigten til at miste Stofa 1. december. Hans 87-årige far har haft Stofa, siden han flyttede i en ældrebolig for syv år siden.
- Jeg ringede og tilmeldte ham Stofa og anede ikke noget om antenneforeningens eksistens, før min far fik opsigelsen for et par uger siden. Det er bondefangeri, at han og så mange andre er blevet narret ind i en forening, der kan fratvinge folk deres tv-udbyder, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Jan Boeriis har endnu ikke turdet fortælle sin far, at han er blevet opsagt af Stofa.
- Jeg tør ikke sige det til ham, for jeg er bange for, hvordan han reagerer. Han kommer ikke til at kunne forstå det. Vi kan ikke lære ham noget nyt, og tv er det eneste, han har tilbage, siger Jan Boeriis.
Ser tv ni timer om dagen
Hans far kom til skade i en fly-ulykke for 58 år siden og har derfor store problemer med at gå. Han har mistet sin kone for nogle år siden, og nu bliver stort set alle hans vågne timer brugt på at se fjernsyn i ældreboligen. Cirka ni timer om dagen, vurderer sønnen.
- Han kan ikke andet end at vakle ind i sofaen, og så sidder han ellers der hele dagen - udover når der er besøg fra hjemmeplejen. Han kommer til at kede sig ihjel, hvis han mister det store udvalg af tv-kanaler, han har i dag, siger Jan Boeriis.
Gennem det nyoprettede selskab Vios kan Jan Boeriis' far fra 1. december få den lille tv-pakke gennem det coax-stik, han har nu - det normale, runde tv-stik. Hvis han vil have en stor tv-pakke med flere kanaler, skal han finde en anden løsning, for eksempel streaming eller via en boks.
- Lige nu har han 64 forskellige kanaler i den store pakke, så han kommer til at miste meget, hvis han skal nøjes med den lille pakke. Og vi kan ikke lære ham at se tv på en ny måde. Han har sågar svært ved at tage telefonen, så vi kan ikke introducere noget som helst nyt for ham, siger Jan Boeriis.
Kendte ikke til medlemskab
Jan Boeriis er utilfreds med, at han ikke har haft indflydelse på antenneforeningens beslutning om at købe Stofa ud af det fælles anlæg.
- Det er tragisk, at antenneforeningen har truffet denne beslutning på medlemmernes vegne og for deres penge har købt Stofa ud.
- Jeg siger ikke, at Stofa er uden skyld. Men det her rammer nogle svage, gamle mennesker, der ikke kan overskue, at tingene ændrer sig - og for hvem bekvemmelighed er vigtigere end at spare penge og få flere valgmuligheder, siger han.
Han tror, situationen er kommet bag på mange.
- Jeg tror, at mange af kunderne ligesom min far ikke anede, de var medlem af en antenneforening, og nu er det så antenneforeningen, der træffer store beslutninger på en hel masse menneskers vegne, uden at de kan gøre noget ved det, siger Jan Boeriis.
Også Lise Raagaard Møller er blevet overrasket over, at hun var medlem af en antenneforening, der kan opsige samarbejde med Stofa.
Antenneforening: Vi gør det for medlemmernes bedste
Jesper Pedersen, der er formand for Antenneforeningen Aarhus, fortæller, at han er ked af, at situationen skaber bøvl og besvær for nogle. Han mener dog, at den valgte løsning er den bedste og billigste for langt de fleste af foreningens medlemmer.
- Vi har indkaldt til generalforsamling, sådan som vi skulle med den rigtige frist på vores hjemmeside, og vi har i bestyrelsen truffet de beslutninger, vi har, for bedst muligt at kunne varetage vores medlemmers interesse, og vi håber også, folk kan se, at de får en bedre løsning på sigt, selvom der kan være bøvl forbundet med skiftet, siger Jesper Pedersen.
Han fortæller også, at antenneforeningen har fulgt alle gældende regler.
- I 2020 spurgte vi netop på generalforsamlingen vores medlemmer, om vi måtte udnytte køberetten til nettet, hvis vi fandt det attraktivt at købe nettet. Vi har fuldt vedtægterne fuldstændigt. Herunder også mulighed for at opsige kontrakter, siger formanden.