Ny park skal være et socialt samlingspunkt
På torsdag bliver de første spadestik til en helt ny park ved MarselisborgCentret i Aarhus taget.
I fire år har man arbejdet på, at det kunne blive en realitet, og nu sker det så endelig.
På torsdag bliver de første spadestik til den helt ny park ved MarselisborgCentret i Aarhus nemlig taget.
Læs også:
Og det er ikke hvilken som helst park - det er nemlig verdens første park, som både tager hensyn til de mennesker, der er i genoptræning i centret, byens borgere og samtidig klimaet.
- Målet er, at parken skal være et sted, hvor fællesskabet kan blomstre helt vildt. Der vil komme forskellige områder, hvor man for eksempel kan træne, lave bål, spise sammen, komme til foredrag og afholde koncerter. På den måde håber vi at kunne bringe befolkningsgrupperne sammen, siger Jan Sau Johansen, der er områdechef hos MarselisborgCentret, til TV2 ØSTJYLLAND.
Kommer til at give byen et løft
Projektet har fået navnet SPARK, som står for Sundhed, Park, Aktivitet, Rehabilitering og Klimatilpasning, og det kommer til at koste 45 millioner kroner, som er blevet samlet ind gennem forskellige donationer.
Og det glæder rådmanden for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, at pengene nu er blevet samlet ind, så parken kan blive til virkelighed.
- Parken ved MarselisborgCenteret har for de fleste nok været et sted, som man bare hastede forbi, men det ændrer sig nu. Parken kommer til at gavne både brugerne og de lokale beboere, og parken vil med dens rekreative muligheder give hele bydelen et løft. Parken er samtidig et fornemt bevis på, hvordan byudvikling, rehabilitering og klimatilpasning kan rummes i en og samme løsning, skriver Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, i en pressemeddelelse.
Alle er velkomne torsdag
Hele projektet bygger på en ånd om fællesskab og inddragelse, fortæller Jan Sau Johansen. Og derfor har det heller ikke kun været pengene, der har gjort, at projektet har været længe undervejs.
- Vi har haft rigtig mange høringsrunder, som har taget tid, fordi vi har ville inddrage naboerne og forskellige partnere i projektet, siger han.
Og det er også ånden om fællesskab og inddragelse, som man tager med torsdag, når de første spadestik skal tages til den nye park.
Læs også:
- Det første spadestik skal tages i fællesskab. Vi har en masse skovle med, og man kan også medbringe sin egen. På den måde kan alle være med, når vi tager det første spadestik på torsdag, siger Jan Sau Johansen.
De første spadestik tages mellem klokken 14.30 og 17.30 ved flagstangen i midten af parken.