Forargede naboer og utilfreds udlejer: Sexdukkebordel flyttet fra Aarhus
Danmarks første sexdukkebordel åbnede sidste år i Aarhus-bydelen Viby. Men nu er det fortid i Østjylland.
Det skabte stor virak og overskrifter i medierne, da Danmarks første sexdukkebordel, Doll House, i februar 2018 åbnede på Gunnar Clausens Vej i Aarhus-bydelen Viby. Siden har problemer med både udlejer og naboer fået bordellet til at kigge mod andre adresser.
Faktisk allerede en måned efter åbningen valgte udlejeren at smide firmaet ud, og i lang tid efter forsøgte indehaveren at finde nye egnede lokaler i Aarhus. Uden held.
- Vi havde også indbrud i Viby, hvor vi fik stjålet alle dukkerne. Så der var ingen forretning. Og ja, naboerne var forargede over os og frygtede alt muligt. Så udlejeren smed os ud, siger indehaveren Odin (Det er hans mellemnavn. Hans fulde navn er redaktionen bekendt, red.) til TV2 ØSTJYLLAND.
Flere steder i Aarhus oplevede han, at udlejere ikke gad at leje lokaler ud til sexdukkebordellet, så der blev søgt mod andre byer og kommuner.
Vil gøre gavn for samfundet
Det har nu fået sexdukkebordellet til at åbne i Vissenbjerg i Assens Kommune på Fyn.
- Her var naboerne også meget bekymrede og havde indsigelser mod planerne. Men det lykkedes, og nu er vi åbnet der, siger Odin.
Siden åbningen i Aarhus for knap to år siden har konceptet for sexdukkebordellet ifølge indehaveren ændret sig en del.
For fra blandt andet at henvende sig til kunder, der vil udleve grænseoverskridende fantasier, så er den primære målgruppe nu personer med funktionsnedsættelse.
- Vi vil gerne hjælpe dem og gøre samfundet til et bedre sted, forklarer Odin til TV2 ØSTJYLLAND.
TV 2/Fyn har været indenfor på sexdukkebordellet, der nu ligger i Vissenbjerg vest for Odense:
Klar til at åbne flere bordeller
- Jeg gad godt åbne flere steder. Der er langt fra Nordjylland og Djursland, hvor vi får henvendelser fra, til Fyn, lyder det samtidig fra ejeren.
Sexdukkebordellet, som altså nu kun ligger på Fyn, fungerer sådan, at en værtinde tager imod kunderne, der vælger hvilket rum og dukke de ønsker.
Efter åbningen i Viby blev sexdukkebordellet mødt af kritik for blandt andet at opildne folk til at føre ekstreme sexfantasier ud i livet, ligesom også en dukke på blot 148 cm blev kritiseret.
Sådan fungerer dukkerne
- Dukkerne er primært lavet af en form for silikone og rustfrit stål.
- Leddene kan bøjes som et menneske.
- De er mellem 148-158 cm høje og vejer omtrent, hvad en person på den størrelse ville veje i virkeligheden - omkring 50 kg.
- Efter hvert besøg bliver dukkerne rengjort og afsprittet. Rengøringen foregår med hjælp fra en form for pipette, der kan tage væsker ud.
- Man bestemmer selv, om man vil være sammen med dukkerne uden eller med kondom.
- Der er intet mekanisk i dukkerne.
Ejer afviste kritik
- Jeg tror, at det vil være godt, at folk kan afreagere og prøve deres fantasier af. Jeg tror ikke, at det vil forstærke folks lyst til at slå kvinder, sagde Odin til kritikken i februar 2018.
Samtidig slog han fast, at selvom den ene dukke var lav, så var den ikke en børnesexdukke.
Red Barnet var på trods af den lave dukke ikke udelukkende skeptisk efter åbningen af bordellet.
- Det er svært at vide, om et sådant tilbud trækker i en positiv eller negativ retning. Enten får personen lettet trykket ved at få udlevet sin fantasi, så man ikke har lyst til at gøre skade på børn, eller så er det på et tidspunkt ikke tilstrækkeligt, så man vil opsøge børn, sagde psykolog hos Red Barnet, Kuno Sørensen, til TV2 ØSTJYLLAND.