Statsministeren lukker grænsen for at bremse coronavirussen

Det betyder blandt andet, at det ikke er muligt at sejle med færgen fra Grenaa til Sverige den kommende periode.

Som det ser ud nu, må vi først rejse ud af Danmark igen efter påskeferien. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

I samarbejde med tv2.dk

Fra lørdag klokken 12 lukker de danske grænser midlertidigt.

Det har statsminister Mette Frederiksen (S) netop oplyst på et pressemøde.

Rejsevejledningerne er allerede ændret til hele verden. Det betyder, at man skal lade være med at rejse væk fra Danmark, medmindre det er absolut nødvendigt, og hvis man er i udlandet, skal man komme hjem.

Læs også COVID-19 LIVE: Departementschef afviste Brostrøm-bekymring inden nedlukning

Danske statsborgere kan altid komme ind i Danmark. Det kan andre nationaliteter ikke. Det sker for at dæmme op for spredningen af coronavirus.

Grænserne vil være lukket til og med 13. april, lyder det fra statsministeren fredag aften.

Hun fraråder derfor at tage på påskeferie til udlandet.

Udlændinge vil blive afvist

Forsvaret vil få en opgave med at bevogte grænsen, og udlændinge, der kommer til Danmark, skal have et anerkendelsesværdigt formål. Ellers vil de blive afvist.

Det siger justitsminister Nick Hækkerup (S), der også er til stede på pressemødet.

Han understreger samtidig, at vi vil se lange køer i lufthavne og ved grænseadgange ind i Danmark.

Varer - og særligt fødevarer - kan fortsat komme ind i landet.

Derfor gælder restriktionerne ikke lastbilchauffører, der kører varer ind i Danmark, lyder det fra Nick Hækkerup.

Læs også Hotel har mistet millioner på en uge – nu sendes ansatte hjem uden løn

Naboer forstår alvoren

Tyskland, Norge og Sverige er alle orienteret om tiltaget, og de har udvist forståelse over for det, selvom de ikke er enige i alle punkter.

- Alle kan se alvoren, og vi vil løbende tale med dem, siger udenrigsminister Jeppe Kofod.

Dermed fortsætter de diplomatiske bånd til resten af Europa, selvom Danmark nu lukker sine grænser.

- Når vi kigger på EU i dag, kan vi se, at corona har fået rigtig godt fat. Vi er den region, der er hårdest ramt. Landene forfølger og efterfølger forskellige strategier. Der er tæt koordination, og vi havde for kort tid siden møde i Det Europæiske Råd, men som statsminister vælger jeg den vej, der er den rigtige, på baggrund af viden fra de danske myndigheder, siger Mette Frederiksen.