Smuk, men blæsende onsdag i vente
Der kommer gode lange solperioder, og det holder stort set tørt.
Solen skinner, fuglene fløjter, og det ligner forår i Østjylland og resten af landet. Termometrene når op i underkanten af ti grader, men alligevel kan vejret snyde lidt. På grund af en frisk vestenvind vil det føles noget koldere. Kuldeindekset viser, at vejret vil føles som tre til fem grader.
Efter få lokale morgenbyger byder formiddagen på vekslende skydække med lange solperioder. Vestenvinden bliver jævn til frisk, men kan blive hård ved vestvendte kyster.
Selvom vinden kan være irriterende for os mennesker, er det perfekt for den våde natur. Kombinationen af sol og blæst er optimal for fordampning. Februar slog ny nedbørsrekord, og der er allerede kommet over 20 millimeter regn i marts, så en tør solrig og blæsende dag er mere end velkommen.
I eftermiddag fortsætter det smukke vejr med sol. I Vestjylland begynder vinden at dreje i sydvest, og vinddrejningen varsler flere skyer, og i de sene aftentimer kommer der stedvis regn i Jylland. Det er forretten til en særdeles blæsende og regnfuld torsdag. Der er derfor al mulig grund til at nyde dagens vejr.