Rører du også dit ansigt 23 gange i timen? Sådan lader du være
Du skal især være opmærksom på dine hænder i ansigtet, når du befinder dig uden for hjemmet.
På få dage er der sket en kraftig stigning i antallet af coronasmittede danskere.
De flere hundrede smittede har fået virussen gennem enten mund, øjne eller næse, og derfor anbefales det også, at man er ekstra opmærksom på ikke at røre sig selv for meget i ansigtet, fortæller Brian Kristensen, der er sektionsleder i infektionsepidemiologi og forebyggelse på Statens Serum Institut.
- Det er især, når man kommer ud i det sociale rum og bevæger sig uden for hjemmets fire vægge. Der skal man holde op med at gøre det i stor stil, siger han i 'Go' morgen Danmark'.
- Virussen lever af at komme fra en luftvej via host eller nys, og så rykker den videre til næste persons næse, mund eller øjne.
Rører ansigtet 23 gange i timen
I Sydney lavede man i 2015 en undersøgelse af en gruppe medicinstuderende, der viste, at de 26 studerende i gennemsnit rørte ved deres ansigt 23 gange i timen.
Næsten halvdelen af gangene - 44 procent - involverede det kontakt med enten øjne, næse eller mund.
Når virussen kommer i kontakt med det område, er der risiko for at blive smittet.
- Kort fortalt har hver virus en form for nøgle, og så leder den efter en dør, som nøglen passer til - i dette tilfælde er det en menneskecelle, siger sektionslederen fra Statens Serum Institut.
- Det er på den måde, virussen får kontakt med den celle, hvor den kan blive til mange flere og dermed blive til sygdom. Og det skal man helst undgå.
Dog peger Brian Kristensen også på, at det som udgangspunkt er vigtigst at sørge for god håndhygiejne.
Men hvis du gerne vil mindske smitterisikoen fra hænder til ansigt, kan du finde en række gode råd i listen nedenfor.
Er du forælder, offentligt ansat eller pårørende til en kritisk syg person? - så kan du læse, hvordan du skal forholde dig på coronasmitte.dk. Her ligger myndighedernes anbefalinger og seneste nyt i forbindelse med COVID-19.
Undgå hænder i ansigtet
- Vær opmærksom: Det første skridt til at bryde eller ændre en vane er at udvikle en stærk bevidsthed om, hvornår og hvorfor du gør det. Ting som ansigtsberøringer eller neglebideri for den sags skyld kan være forårsaget af kedsomhed.
Brug papir: Hvis man for eksempel har behov for at klø sig omkring næsen, kan man tage et stykke papir i stedet for at bruge sine fingre.
Derudover skal hænderne heller ikke bruges til at skærme et nys. Nys i stedet ligeledes i et stykke papir eller til nøds i albuehulen.
Hold hænderne beskæftiget
Det er svært at føre hænderne op til ansigtet, hvis de er begravet i strikketøj eller klemt sammen om en stressbold (der for øvrigt også skal renses ofte).
Hvis det ikke hjælper, kan man også prøve at sætte sig på hænderne.
Tørklæde eller handsker
Et tørklæde over ansigtet kan være med til at øge din opmærksomhed på, hvor ofte du lader hænderne ryge op til ansigtet.
Det samme kan et par handsker.
Gør dit bedste
Gør, hvad du kan, for at undgå hænder i ansigtet, men lad det ikke ødelægge din dag. Stress er ligeledes dårligt for immunforsvaret, og håndhygiejnen er fortsat vigtigst for ikke at føre smitte op til ansigtet.
Kilde: New York Times