Mandag bliver den varmeste dag i over et halvt år
Denne flotte søndag bliver overgået mandag med mere sol og op til 20 grader.
Forårsvarmen er ankommet søndag, men mandag bliver det meget varmere.
Vi kan for første gang siden 22. september 2019 komme op på 20 grader.
Vandet omkring Danmark er dog fortsat koldt, så nær kyster med pålandsvind er det noget koldere. Havtemperaturen omkring Danmark er mellem fem og otte grader, og vinden vil være op til frisk fra syd og sydøst.
De højeste temperaturer mandag vil være i den sydlige del af Jylland, hvor luften fra syd kan komme op til Danmark uden at passere det kolde hav. De seneste dage er luft fra Middelhavet trykket op over kontinentet, og den "rigtige" forårsvarme er søndag lige syd for Danmark.
Det er den, vi kommer til at nyde mandag.
Mest solrige dag i 225 dage
Allerede fra morgenstunden vil vejret være smukt i hele landet. Nedenstående grafik viser skyfrit vejr og ti grader allerede ved titiden.
Dagslængden er kommet op over 13,5 timer, så det bliver nok også den mest solrige dag i 225 dage. Det sker allerede, hvis vi kommer op over 11,5 solskinstimer målt på landsplan, som vi havde 27. marts.
Efter en solrig dag kommer der skyer vestfra mandag aften. Det er en svag koldfront, der vil passere natten til tirsdag. Herefter ser det lidt køligere ud, men fortsat med flot vejr og høje temperaturer for årstiden.