Må jeg genanvende mit mundbind? Få styr på reglerne her

Coronavirus er ifølge myndighederne genopblusset til et niveau, der er stærkt bekymrende. Derfor har man indført et omfattende krav om mundbind.

Udgivet Opdateret
Mundbind er og bliver en fast del af den danske strategi mod den dominerende coronavirus-pandemi, lød det på et pressemøde fredag. Foto: Christoffer Laursen Hald

På et pressemøde fredag 23. oktober blev det endeligt cementeret, at mundbind er og bliver en fast del af den danske strategi mod den dominerende coronavirus-pandemi.

Statsminister Mette Frederiksen (S) meldte i bekymrende vendinger ud, at vi risikerer at miste kontrol over pandemien og ende som en række andre lande, hun brugte som skrækeksempler, hvor man ikke må gå mere end fem kilometer væk fra sin bopæl.

- Corona er ikke overstået. Tværtimod er den tilbage med fuld styrke, sagde statsministeren.

Derfor er det fra torsdag 29. oktober påbudt at være iført mundbind i alle indendørs rum med offentlig adgang.

Det kan være en bekostelig affære at bære mundbind dag ind og dag ud. Og der er da også enkelte tilfælde, hvor man kan genbruge sit engangsmundbind, hvis man opbevarer det på en bestemt måde. Nederst i artiklen kan du finde gode råd til, hvor ofte og hvordan, mundbinde skal bruges.

Hvor gælder de nye mundbindsregler?

Fra på torsdag skal man bære mundbind de steder, hvor offentligheden har adgang. Det gælder blandt andet i detailhandelen og i lokaler, hvor der udøves sports- og fritidsaktiviteter.

Også biografer, hospitaler, kulturinstitutioner og ungdomsuddannelser er omfattet af de nye krav om mundbind. Der er dog ikke krav om at dække munden, når man sidder ned.

De studerende på landets gymnasier, universiteter og handelsskoler skal derfor kun bære mundbind, når de bevæger sig rundt på skolerne til og fra klasserne.

Lærere i grundskolen og pædagoger kan bære i visir som alternativ.

Der er krav om mundbind eller visir på sundheds- og ældreområdet samt visse dele af socialområdet.

Godt at vide om mundbind

Hvordan skal jeg påføre mundbind?

Når mundbindet fjernes, må du ikke røre ved selve mundbindet. I stedet skal du tage fat i snorene, folde det sammen og skaffe det af vejen med det samme. Sørg for at smide det ud på en måde, så andre ikke kommer i kontakt med det.

Har du et stofmundbind, så smid det direkte til vask, eller læg det i en lukket pose, indtil det skal vaskes, når du er færdig med det.

Må jeg genanvende mundbind?

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man ikke bruger engangsmundbind i mere end fire timer. Men man skal skifte mundbindet før, hvis det bliver beskidt, fugtigt eller lignende.

Derfor anbefaler myndighederne også, at man bruger håndsprit inden, hvis man skal tage sit mundbind af og på, selvom man i det hele taget ikke må røre ved mundbindet. Ifølge anbefalingerne skal man spritte af både før og efter at have rørt mundbindet.

Ved korterevarende brug kan man godt genanvende sit engangsmundbind. Det kan være ved en kort visit på en restaurant, eller hvis man kun skal få stop med den offentlige transport. 

I så fald er det vigtigt, man opbevarer mundbindet i en plastikpose eller i en inderlomme. Det anbefales ikke, at man lægger sit mundbind på et bord og genanvender det efterfølgende.

Engangsmundbind skal kasseres i en skraldespand. Stofmundbind skal vaskes ved 60 grader efter brug.

Må jeg rette på mit mundbind?

Det kan selvfølgelig være nødvendigt at rette på dit mundbind. 

Ifølge Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, skal du dog forsøge at røre så lidt ved dit mundbind som muligt, mens du bærer det.

Hvad beskytter mundbindet for?

Et mundbind beskytter primært andre mod smitte, lyder det fra Sundhedsstyrelsen. Det er dog også bevist, at mundbindet kan beskytte bæreren selv. 

Ifølge Sundhedsstyrelsen er et mundbind af type 1 rigeligt til at beskytte begge veje i det offentlige rum. 

Myndighederne anbefaler dog personer i risikogruppen, samt personer, der skal omgås med nogen i risikogruppen, at bruge fabriksfremstillet CE-mærket engangsmundbind. 

Valg af mundbind

Hvilken type mundbind skal jeg købe

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du anskaffer dig mundbind, der er CE-mærkede. Det bør være engangsmundbind og helst et med elastikker til ørerne. Det bør desuden fremgå tydeligt af emballagen, hvem der er fabrikant.

Styrelsen skriver, at et godt stofmundbind er bedre end intet mundbind, men at det ikke giver samme sikkerhed som de CE-mærkede masker.

Læs mere her

Hvordan skal mit stofmundbind være?

Ifølge Sundhedsstyrelsen er stofmundbind bedre end intet mundbind, men giver ikke samme sikkerhed som CE-mærkede masker.

Hvis du vælger at bære stofmundbind, bør det som udgangspunkt bestå af tre lag tætvævet stof, være forsynet med elastikker og kunne sidde tæt til dit ansigt, så det dækker både næse og mund.

Derudover skal det kunne vaskes flere gange ved mindst 60 grader, og det skal vaskes en gang dagligt eller hyppigere, hvis det bliver beskidt eller fugtigt. Derfor er det også vigtigt, at du har flere stofmundbind med dig og putter de brugte i en plastikpose, til de kan blive vasket.

Kan jeg sy mit eget stofmundbind?

Det kan du godt, men det skal overholde en del krav. 

Sundhedsstyrelsen henviser til to forskellige engelsksprogede guides, der viser, hvordan du selv kan sy et mundbind af stof. 

De gældende krav om mundbind

Hvor er det påbudt at bære mundbind?

På et pressemøde fredag 23. oktober meddelte regeringen, at der fra 29. oktober er krav om mundbind i alle indendørs rum, hvor der er offentlig adgang - eksempelvis supermarkeder, kulturinstitutioner, uddannelsesinstitutioner og den kollektive transport.

Desuden skal der bæres mundbind på togstationer, busstationer, færger og på taxature. 

Gælder kravet alle borgere?

Det er ikke påkrævet at børn under 12 år, gravide og personer med vejrtrækningsproblemer bærer mundbind i den kollektive trafik. Det skriver Sundhedsstyrelsen. Samtidig er det heller ikke et krav for personer med fysiske eller mentale svækkelser, som gør, at de ikke selv kan fjerne mundbindet

Det må fjernes, hvis du får svære gener og ubehag, hvis du har brug for at spise, drikke eller indtage medicin, og hvis politiet skal foretage identifikation

Er der situationer, hvor det anbefales at bære mundbind?

Personer i særlig risiko anbefales at bruge mundbind i situationer, hvor det er svært at holde aftstand. Det siger Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.

De særligt udsatte anbefales eksempelvis at bruge mundbind, når de handler eller deltager i kulturarrangementer.

Derudover peger Sundhedsstyrelsen på nogle situationer, hvor mundbindet kan bruges til at beskytte dig selv eller andre:

  • Hvis du er på vej hjem fra eksempelvis lufthavnen efter en rejse i et højrisikoområde i udlandet og skal i selvisolation.
  • Hvis du er pårørende og ikke kan holde afstand til en person i øget risiko, for eksempel fordi de har behov for pleje og omsorg.
  • I liberale erhverv, for eksempel frisører, hvor hyppig eller langvarig ansigt-til-ansigt kontakt er uundgåelig.

Vil jeg kunne få gratis mundbind?

Nej. En model, hvor mundbind er statsfinanserierede, vil ikke komme på tale, lød det fra sundhedsminister Magnus Heunicke på et pressemøde 7. august.

Kan jeg få en bøde, hvis jeg ikke bærer mundbind?

Nej, det kan du ikke. Men det er muligt for chauffører og personale at nægte dig adgang, hvis du ikke bærer mundbind. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her