Nævnt i en bisætning på pressemødet - store dele af dansk idræt lukker ned fra mandag

Den brede amatøridræt for voksne bliver omfattet af det strammede forsamlingsforbud.

De danskere, der dyrker holdsport på amatørplan, skal i mindst de næste fire uger indstille sig på en noget anderledes træning og en del aflyste kampe.

Det står klart, efter de nye restriktioner fredag blev præsenteret i Spejlsalen på Christiansborg.

For forsamlingsloftet på 10 personer kommer også til at gælde for amatøridrætsudøvere, der er ældre end 21 år.

Derfor vil for eksempel fodboldtræninger og kampe med flere end 10 voksne spillere bryde forbuddet. Det bekræfter Kulturministeriet overfor TV 2.

Forvirring på pressemøde

På pressemødet skabte det forvirring, da statsministeren nævnte, at idrætten ville blive berørt af restriktionerne.

Mette Frederiksen slog fast, at der bliver forskel mellem om børn og voksne i forhold til at dyrke idræt. Børn ville blive prioriteret, lød det.

- Vi har valgt at sige, at børn og unge fortsat kan mødes til håndbold og fodbold. Der bliver nogle begrænsninger af voksne udøvere af sport, siger Mette Frederiksen.

Men hvilke begrænsninger, der var tale om, blev ikke præciseret.

DIF: Vi bliver meget hårdt ramt

Nu har Kulturministeriet så lagt retningslinjerne ud.

Her står blandt andet i forbindelse med forsamlingsforbuddet, at "der indføres en undtagelse for idræts- og foreningsaktiviteter for børn og unge op til 21 år inklusiv eventuelt ansvarlige personer over 21 år, hvis dette vurderes nødvendigt for forsvarlig afholdelse af aktiviteten."

På trods af, at børn er fritaget for det strammede forsamlingsforbud, siger direktøren for Danmarks Idrætsforbund, DIF, Morten Mølholm Hansen, at breddeidrætten bliver "meget hårdt ramt."

- Du kan ikke spille en fodbold eller håndboldkamp med voksne, hvis man skal være under 10 personer, og træninger bliver også svære at gennemføre, siger han.

Andre sportsgrene, det vil gå hårdt ud over, er ifølge Morten Mølholm Hansen basketball, ishockey og volleyball.

Den professionelle del af idrætten er ikke omfattet af de nye retningslinjer.

Træning er lettere end turneringer

Morten Mølholm Hansen peger på, at man til træning kan dele sig op i mindre grupper og på den måde gennemføre træningen. Men turneringer er umulige, og han frygter, at restriktionerne vil strække sig længere end de foreløbige fire uger.

Det vil trække endnu flere veksler på de frivillige i landets foreninger og klubber.

- Vores frivillige kan snart ikke mere. De har været igennem mange op- og nedture i de sidste syv-otte måneder, siger Morten Mølholm Hansen.

quote Vores frivillige kan snart ikke mere

Morten Mølholm Hansen, direktør i DIF

Han fastslår, at trænere og ledere nu skal finde på alternative løsninger i forhold til træninger i de næste uger.

- Vi skal forsøge at være lidt kreative omkring voksentræningen og finde på nye ting, så man kan have små fællesskaber i foreningerne og stadig dyrke sin idræt på en anderledes måde. Men det bliver nogle lange måneder, må jeg erkende.

Til gengæld er han "lettet over", at børn og unge går fri af forbuddet.

- Vi frygtede, at man ville lade forsamlingsforbuddet gælde al idræt. Så på den måde er vi lettede, siger Morten Mølholm Hansen.

Alligevel er der en del usikkerhed omkring forbuddet, som DIF i samarbejde med foreningerne skal forsøge at løse. Der er mange "komplicerede regnestykker", der skal gå op, siger DIF-direktøren.

Eksempelvis peger han på, at faciliteter som haller nu ikke kommer til at blive brugt optimalt.

- Og så er der gråzoner i forhold til, at når børn og voksne er blandet, hvad gælder så? Der er en masse, vi skal have udredt med myndighederne, før vi kan udfærdige retningslinjerne.

'Is i maven'

Den samme usikkerhed giver DBU Sjælland udtryk for. Fodbold-lokalunionen ved ikke helt, hvad de nye restriktioner får af betydning for deres turneringer.

De opfordrer deres medlemmer til at have "is i maven...":

- Mens vi undersøger, hvad udmøntningen af regeringens og myndighedernes nye restriktioner får af betydning for turneringsafslutningen, indefodbold/futsal, vinterbold og alle øvrige aktiviteter, skriver DBU Sjælland på deres hjemmeside.

Fitnesscentre også ramt

Landets fitnesscentre og svømmehaller bliver også omfattet af det lavere forsamlingsloft.

Her gælder begrænsningen dog ikke for "almindelig ophold og færdsel", lyder det i en mail fra Kulturministeriet.

- Det gælder, hvis der er tale om ét samlet arrangement eller én aktivitet såsom holdtræning, skriver ministeriet.

Ved holdarrangementer i træningscentre og svømmehaller, må der altså maksimalt være 10 personer til stede, mens man stadig kan træne alene eller i mindre grupper.

Coronatest Region Midt 20.08.2020

Corona-opdatering: 1603 nye smittede med coronavirus

efterlysning_roveri_randers (1)

15-årig overfaldet: Nu efterlyser politiet mistænkt for røveri

Retten i Aarhus

26-årig fængslet for overfald på svenskere foran legeland

blæst blæsevejr gråvejr

Endnu en gråvejrdag i vente - men det bliver mildere

smartphone telefon mobiltelefon

30-årig anholdt i sag om omfattende svindel mod ældre

Anika kan endelig få sin behandling - verdens dyreste behandling

Målet er nået: Anika kan få verdens dyreste behandling