Ikke meget regn til Østjylland i den kommende tid
April er indtil videre startet knastør - og flere steder i Danmark vil det fortsætte sådan de næste ti dage.
På landsplan er der foreløbig kun faldet 2,9 millimeter regn i april. Og den tørre tendens fortsætter.
Der er steder i Danmark, hvor man knap nok får én millimeter regn i løbet af de næste ti dage, hvis fredagens prognoser viser sig at få ret.
Inden vi går ind i den nye, tørre periode, skal man i dele af Danmark dog have regnvejr lørdag.
Påskedag med op til 18 grader
Et lavtryk, som for en stund giver os varmere vejr påskedag, sender sin varmfront ind over den nordlige del af Jylland lørdag, hvor der kan nå at falde omkring fem millimeter regn.
Herefter følger en påskedag, som bliver med sol i perioder og temperaturer op til 18 grader i den østlige del af landet.
Om eftermiddagen skal lavtrykkets koldfront efterhånden passere landet, men der vil i den forbindelse kun falde få millimeter regn og formentlig slet ikke noget i den sydvestlige del af Danmark.
Fra 2. påskedag, som bliver kold og blæsende, opbygges et højtryk igen nær Danmark, og det sikrer os igen mere stabilt vejr.
Derfor vil det være meget sparsomt med nedbør, og derfor ser vi ind i en ny uge, hvor det overvejende bliver tørvejr, ligesom der også vil komme en del solskin i perioder.
Det tørre vejr kickstarter birkepollensæsonen
Normalt falder der 41 millimeter nedbør i april, men sidste år - hvor april endte med rekordmange solskinstimer - faldt der blot 14,5 millimeter regn.
Manglen på regn får birkepollensæsonen til at starte nu - cirka to uger tidligere end normalt.
De kommende uger ventes antallet af birkepollen at stige kraftigt, inden det topper i slutningen af april.
Kommer efter nedbørsrekorder
Indtil for lidt over en måned siden væltede vi os i vanvittige vandmængder.
Efteråret 2019 var rekordvårdt. Kalenderåret 2019 blev en tangering af det vådeste år i 1999. Vinteren 2019-2020 blev den næstvådeste målt herhjemme. Og februar 2020 endte med 135,2 millimeter som den absolut vådeste februar målt siden 1874.
Marts endte derimod som den mest tørre i seks år med 20 procent mindre nedbør end normalt.
Hvis vi teoretisk forestillede os, at der ingen regn ville falde resten af måneden, ville april i år blive den tørreste af sin slags i dansk vejrhistorie sammen med april i 1893 og 1974, hvor der også blot faldt tre millimeter regn.