Her bliver det varmere end mandag
Det er vestenvinden, som tirsdag er med til at give varme over land.
Mandag fik vi årets hidtil varmeste dag - og et strejf af sommervarme - da varm luft blæste op over Danmark fra syd og sydøst.
I nattens mulm og mørke har en koldfront passeret landet fra vest, og det giver tirsdag lidt lavere temperaturer, end det vi oplevede mandag.
Til gengæld kan man i dele af landet opleve at det bliver varmere senere tirsdag end det gjorde mandag - og det hænger sammen med vindretningen.
FØLG TV 2 VEJRET PÅ DE SOCIALE MEDIER
Husk at du også kan følge TV 2 VEJRET på vores officielle Facebook-side.
Også på Twitter kan du få vores opdateringer, ligesom du kan dele billeder med os via Instagram og hashtagget #tv2vejret.
Du kan naturligvis også - som altid - uploade dine billeder direkte til os her på vejr.tv2.dk.
Luften varmes op over land
Det forholder sig nemlig sådan, at luften varmes op over land, når solen varmer landjorden op, hvorefter den varme landjord smitter af på luften ovenover.
Jo længere tid vinden blæser over land, jo varmere vil det blive. Modsat bliver det betydeligt koldere, hvis luften har passeret over de kølige farvande, som vi fortsat er omgivet af.
Mandag blæste vinden fra syd og sydøst, og derfor var det koldest i blandt andet Østjylland, langs Køge bugt og andre østvendte kyster.
Modsat vil vestenvinden tirsdag sørge for, at det netop er disse steder, hvor det vil blive varmest, da luften nu har blæst lang tid over land. Derfor vil man opleve, at det bliver varmere i eksempelvis København, Aarhus, på Djursland, Stevns og Møn, end det var mandag.
Her var temperaturerne mandag mellem ti og 13 grader, mens det tirsdag kan blive op til 15-16 grader varmt samme steder.
Omvendt bliver det tirsdag køligst ved vestvendte kyster, da man i vestenvind er eksponeret for den kolde havluft.
I hele landet får vi dog masser af solskin - og onsdag kan temperaturen nærme sig 18 grader.