Flere tilskuere på stadion har givet AC Horsens travlt
Det kræver tid og forberedelse at være en del af tre forsøgskampe med flere publikummer i Superligaen. Derfor har der været ekstra travlt på CASA Arena i denne uge.
Streger på gulvet og skilte om forebyggelse af smitte med coronavirus er ikke længere et uvant syn for danskerne. På CASA Arena i Horsens er der de seneste dage kommet flere streger og flere skilte, for når AC Horsens lørdag tager imod Randers FC på hjemmebane, så er de en del af et forsøg.
- Vi føler selvfølgelig, at der ligger et stort ansvar på vore skuldre i forhold til at give en god evaluering af den kamp, som vi skal spille i morgen mod Randers, fortæller Kristian Nielsen, direktør for AC Horsens.
Forsøget betyder, at der til de tre udvalgte kampe må være mere end 500 mennesker til stede på stadion under kampene. Forsøget skal hjælpe myndighederne med at vurdere, om det er sikkert fremover at lukke flere tilskuere ind til kampe i Superligaen.
Mere afstand og mere forberedelse
På CASA Arena i Horsens er det vurderet, at der må være 900 mennesker til stede under lørdagens kamp. Det er inklusiv spillere, medarbejdere, pressefolk og fotografer, og dermed er der plads til omkring 780 tilskuere.
Men flere gæster betyder også mere afstand og forberedelse. Der skal være to meters afstand imellem tilskuerne. På CASA Arena betyder det, at tilskuerne skal sidde med to tomme sæder imellem hver og også to tomme sæderækker både foran og bagved. Og også i boderne under tribunen er tingene anderledes:
- Tilskuerne møder personale med handsker på, de møder personale med ansigtsvisir på, og de møder personale med masker. Det skal de ikke blive forskrækket over. Det er selvfølgelig for at beskytte gæsterne, fortæller Søren Kjær, der er sikkerhedschef hos AC Horsens.
En travl uge
De nye tiltag for at forhindre smittespredning af covid-19 tager tid. Fredagen er blandt andet gået med at få sat de sidste skilte op på stadion og sætte plastikstrimler på de stole, som ikke må benyttes under lørdagens kamp.
Udover tiltag på selve dagen, så er den horsensianske fodboldklub også klar til at kunne hjælpe med smitteopsporing, hvis det bliver nødvendigt. Hver tilskuer får et nummereret sæde, hvor de skal sidde under kampen, og billetten er også særlig til denne kamp, for den skal kunne bruges til at kontakte tilskueren, hvis vedkommende har siddet i nærheden af nogen, som efterfølgende bliver testet positiv for coronavirus.
Tiltagene under kampen er blevet godkendt af politiet, Styrelsen for Patientsikkerhed og Statens Seruminstitut.