Røveriforsøg mod kiosk: Kunder stopper gerningsmands flugt
To personer forsøgte onsdag omkring middag at røve en kiosk i Kjellerup.
En mand forsøgte ved middagstid onsdag at røve en kiosk i Kjellerup med en kniv, men sådan gik det ikke.
- Da han er i gang med sit røveriforsøg, så bliver han forstyrret og flygter. To af kunderne i butikken løber efter ham og fastholder ham, indtil vi kan nå frem og give ham håndjern på, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Allan Riis.
Personalet i kiosken og kunderne fortalte patruljen, at der også havde været en kvinde med til røveriet. Hun blev anholdt kort efter.
Der er tale om en 24-årig mand fra Silkeborgområdet og en 22-årig kvinde fra Glopstrupområdet.
De to var onsdag eftermiddag fortsat i politiets varetægt og blev afhørt.